Offer for arbejdsulykke møder støtte og hjælp
Falck-redder Erik Schack kan ikke få arbejdsskadeerstatning. Han er ikke i stand til at arbejde, han er på sygedagpenge og frygter, at han ikke kan beholde sit hus.
Det vælter ind med sympatierklæringer og tilbud om hjælp til Falckredderen Erik Schack, der blev lammet som følge af arbejdsulykken ved en fiskekutter i Strandby.
Efter 53-årige Falckredder Erik Schack valgte at stå frem i medierne og fortælle om sin arbejdsulykke og efterfølgende kamp med myndighederne, er støtten til redderen og konen væltet ind.
- Det giver os håb. Vi er meget taknemmelige for støtten. Nogle af mine falck-kolleger har også taget initiativ til en indsamling. Det er helt overvældende, siger Erik Schack til Fagbladet 3F.
Erik Schack og hans kone har oplevet at få positive tilkendegivelser på Facebook, SMS'er, telefonopkald og mails fra folk, de kender, men også fra folk, de ikke kender, der gerne vil hjælpe.
Ifølge 3F har en fysioterapeut tilbudt hjælp, og en advokat har kontaktet Erik Schack og tilbud at gennemgå sagen.
Den 4. august er Erik den første Falck-redder, der når frem til en arbejdsulykke på Strandby Havn. To fiskere er omkommet i lasten på en kutter, hvor de var i færd med at losse rådne skidtfisk, der har udviklet giftige svovlbrinte.
Erik forklarer, at han går helt op på kutteren for at kigge ned i lastrummet. Her indånder han svovlbrintedampe. I timerne efter redningsaktionen har Erik voldsomme opkastninger. Han har fået tre blodpropper i hjernen og bliver hastet til Aalborg Universitetshospital.
Her ligger han i koma i 19 dage, hvor han svæver mellem liv og død.
Den læge, der behandler Erik Schack på Aalborg Universitets Hospital, mener, at Eriks tre blodpropper og efterfølgende hjerneskade er en følge af de svovlbrintedampe han blev udsat for under sit arbejde på Strandby Havn.
Arbejdsskadestyrelsen og derefter Ankestyrelsen er uenige. Ifølge dem har Erik i længere tid haft forhøjet blodtryk og åreforkalkning. Det, mener myndighederne, er årsagen til Eriks blodpropper. Der er ikke nogen sammenhæng mellem at ulykken og at Erik bliver hjerneskadet i timerne efter.
Eriks fagforening 3F klager forgæves over afgørelsen. Erik kan ikke få arbejdsskadeerstatning. Samtidig er han heller ikke i stand til at arbejde. Han er på sygedagpenge og frygter, at han ikke kan beholde sit hus.