Regionsrådsmedlem om nyt rensningsanlæg til Supersygehuset: - Kommunen har sovet i timen

I forbindelse med opførelsen af Supersygehuset i Aalborg Øst, bygger Regionen et nyt rensningsanlæg til sygehusets spildevand. Aalborg Kommune har ikke budt ind på opgaven, og denne beslutning er blevet mødt af en del kritik.

40 millioner kroner. Sådan lyder regningen på til Supersygehusets nye rensningsanlæg.

Opførelsen af det nye, private rensningsanlæg har givet anlæg til en del debat, og flere fagfolk har været ude og kommentere på, at det er spild af penge.

Regionsrådsmedlem ved Region Nordjylland, Per Larsen (KF), er enig med kritikken, og sætter også selv spørgsmålstegn ved Kommunens håndtering af sagen.

- Kommunen har sovet i timen, da man planlagde hvordan det her skulle foregå.

Ifølge Per Larsen (KF) er det fuldstændigt uforståeligt, at Kommunen ikke griber bolden, og påtager sig opgaven om rensningen af Supersygehusets spildevand. Dette havde medført et prisfald i kubikmeterprisen på rensningen af spildevandet, og dermed også en potentiel lavere pris for borgerne.

- Det er Kommunen, der har bolden. Det er Kommunen, der har ansvaret for forsyningen med vand og spildevand, og der skulle man jo bare sige, at de skulle have trådt til, da muligheden den var der og sagt ’vi bygger selvfølgelig øget kapacitet, så vi kan håndtere det nye Universitetshospital i vores anlæg, så vi kan få en lavere enhedspris’ – det var jo det, man skulle have gjort.

Hvad kan Kommunen stille op nu?

- Nu er det jo lidt sent, at Kommunen kommer på banen, men det kunne jo godt være at man kunne komme ud af den kontrakt med dem der skal opføre anlægget, men det kommer jo til at koste rigtig mange penge.

Hvis ikke Kommunen agerer ud fra kritikken, står Aalborg Kommunes borgere, ifølge Per Larsen (KF), til at få en prisstigning på rensningen af deres spildevand, grundet en forventet europæisk lovændring. Denne nye ændring forventer at påkræve rensningsanlæg at rense forbrugerens spildevand for medicinrester, hvilket under alle omstændigheder vil kræve en optimering af de eksisterende rensningsanlæg.

- Det er jo ikke Regionen, der har et problem. Forbrugerne i Aalborg Kommune kommer givetvis til at betale lidt flere penge for at komme af med deres spildevand i årene fremover.

Se interviewet med Per Larsen (KF) i videoen nedenfor.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland