15-årig skoleelev solgte kanonslag
Ulovlige kanonslag er i omløb i Thisted-området. En 15-årig skoleelev og en 30 årig mand fra Mors er sigtet for at sælge ulovlige kanonslag.
Politiet advarer om, at der er farlige kanonslag i omløb i Thisted-området. En 30-årig mand fra Mors og en 15-årig skoleelev er blevet sigtet for at sælge de ulovlige kanonslag. Og myndighederne undersøger nu, hvor mange børn og unge der har købt det farlige fyrværkeri:
Tina Jensen var på vej i seng, da hun hørte et brag uden for sit hus. Postkassen var sprængt op med et kanonslag. Og Tina Jensen er ikke den eneste, der har oplevet det. Hun kender fem steder i byen, der har fået sprængt postkasser - samme dag da politiet beslaglagde 85 kanonslag hos en 30 årig mand fra Karby på Mors.
- Jeg synes, det er rigtig alvorligt, for vi har haft tilfælde heroppe, hvor det har kostet menneskeliv, siger Jørgen Jensen Thisted Politi.
Den 30 årige har erkendt at han har solgt 50 kanonslag videre til en 15 årig skoleelev i Thisted - på billedet her er nogle af dem. Politiet tror den 15 årige har solgt kanonslagene videre
- Vi har fundet et ude ved ham, og resten har så været i omløb og er blevet skudt af, siger Jørgen Jensen.
Hos SSP i Thisted har man hørt om de ulovlige kanonslag blandt unge.
- Vi snakker om rigtig mange og det er det, der gør bekymringen så stor, siger Lejf Brogaard, SSP-konsulent i Thisted Kommune.
SSP kender til omkring 100 kanonslag, der er kommet ud til flere skolelever i Thisted. Sammen med politiet har han fundet frem til drengen og størstedelen af kanonslagene.
- I det øjeblik man begynder at dele ting over nettet og så videre, så kan man jo ikke holde tæt, siger Lejf Brogaard.
SSP i Thisted har taget en alvorlig snak med drengene og deres forældre, og nu er der også lagt information om de ulovlige kanonslag op på kommunens intranet - for SSP har en formodning om at der kan være solgt flere kanonslag.
- Det kunne nemt være, at den, der har solgt i større mængder, har besøgt andre lokaliteter, og så må jeg sige, så bliver jeg rigtig bekymret, siger Lejf Brogaard.
- Vi opfordrer folk til at være opmærksomme på, hvad deres børn foretager sig, siger Jørgen Jensen fra Thisted Politi.
Både den 30-årige og den 15-årige bliver sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.