17-årige Tobias vinder VM-sølv, men kun DM-bronze: - Jeg er smuttet fra skole for at komme ud
Foto: Privatfoto
Tobias Bjørnå Andersen har været windsurfer, siden han var fem år.
Han har brugt den jyske vestkyst til træning, siden han var fem år gammel.
I weekenden har der været masser af hop og tricks ud for vestkysten. Der har nemlig været afholdt ungdoms-VM og senior-DM i windsurfing ved surfspot Fisken i Hanstholm.
Tobias Bjørnå Andersen var på forhånd udråbt som en af favoritterne til at tage VM-medaljer i U20-rækken, og han levede op til forhåbningerne.
Den 17-årige thybo kunne nemlig både hænge en VM-sølvmedalje i U20-rækken samt en bronzemedalje i senior-DM over halsen.
- Det var næsten, det jeg gik efter. Jeg ville selvfølgelig gerne have vundet, men ham der vandt VM gør det også mega godt, siger Tobias Bjørnå Andersen.
Smutter fra skole
At få en andenplads ved U20-VM gør en stor forskel for windsurferen på flere områder.
- Man får jo rimelig meget medie-omtale, og man får bedre aftaler med sponsorer med penge og windsurfer-udstyr. Så giver sponsorerne mere, fordi de kan se, at det går godt, og de bliver vist på sociale medier og tv, siger Tobias Bjørnå Andersen.
Tobias Bjørnå har været windsurfer, siden han var fem år gammel, og hvis vejret tillader det, bruger han gerne hver dag på vandet.
- De sidste tre uger har jeg været ude næsten alle dage, og det har blæst dejlig meget. Så jeg har også smuttet fra skole for at komme ud, siger medaljetageren.
Windsurfing?
Windsurfing dyrkes på et bræt med et enkelt sejl, du styrer med armene.
Der gives point for blandt andet forskellige måder at ride bølgen på og udførelsen af forskellige hop.
Tre dommere sidder og giver point til windsurferen. Den der får flest point vinder.
Til daglig går Tobias Bjørnå i 1.g på HHX i Thisted, og han gik ind til U20-VM som regerende verdensmester.
Sidste år vandt han nemlig U17-VM og var inden denne sæson rykket op i U20-rækken. Dermed var han altså blandt de yngste i konkurrencen.
- Verdensmesteren er fra Spanien, og det er hans sidste år som U20. Så det bliver forhåbentlig nemmere næste år, siger Tobias Bjørnå Andersen, som tabte en tæt finaleduel mod spanieren med pointene 22-24.
En del af Team Danmark
Han træner over hele den vestjyske kyst - lige fra Thyborøn i syd til Hanstholm i nord.
En træningsdag er typisk en træningssession på to-tre timer, og sommetider kan der nås to eller tre sessioner.
- Jeg prøver at træne hver dag. Men hvis vejret ikke er til det, så må man tage i fitness, siger windsurferen.
I øjeblikket forsøger han at blive en del af Team Danmark, som vil betyde, at han eksempelvis kan få mere lovligt fravær fra skolen og få en mere fleksibel skolegang.
- Hvis jeg kommer ind under Team Danmark, kan jeg møde lidt senere i skole eller få lidt tidligere fri og så komme ud at surfe, lyder det.
Weekendens konkurrencer var sæsonens sidste for i år. Derfor venter der nu en vinterperiode med forberedelser - blandt andet frem mod næste års U20-VM.
- Der kan jeg forhåbentlig vinde, selvom alle de andre jo også bliver bedre, lyder det.