Anholdt for brandstiftelse og trusler: Otte røgforgiftet efter sygehusbrand

En 56-årig mand er blevet anholdt for brandstiftelse og for trusler mod personalet med en kniv.

En 56-årig mand er blevet anholdt og sigtet for brandstiftelse efter branden på Thisted sygehus.

Det oplyser Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi regner med, at branden er blevet påsat på et værelse på sygehuset. Det er ved at blive vurderet, om han skal fremstilles.

Derudover sigtes manden også for trusler mod personalet med en kniv, ligesom han er sigtet for at true en brandmand.

Nordjyllands Beredskab fik en alarm ind klokken 11.27 om brand på Thisted Sygehus.

Branden blev hurtigt slukket, men i alt 19 patienter inklusiv den nu anholdte person blev evakueret under branden. Heraf er fem patienter blevet røgforgiftet, mens tre ansatte også har fået røg.

- Vi har ikke haft muligheden for at afhøre gerningsmanden endnu, siger vagtchefen.

Selvom branden hurtigt blev slukket, er brandstedet endnu ikke frigivet.

- Teknikerne skal undersøge det nærmere, ligesom DBI (brand og sikring red.) skal undersøge det nærmere. Det er noget i forhold til farligheden, for det er ikke ufarligt, når man sætter ild til et sygehus, slutter vagtchefen.

Den 56-årige mand var indlagt på afsnittet M5.

Det er et medicinsk sengeafsnit, som varetager pleje af patienter med blodpropper og uhelbredeligt syge patienter.


Seneste nyt

fra Nordjylland