Nerver på hos 15-årig i Paris: - Det er vildt at svømme i samme bassin som OL-stjernerne
Foto: Danmarks Idrætsforbund
Johanne Frøkjær drømmer en lille smule om at svømme sig i finalen. Men der skal lige styr på nerverne ved para-OL.
Det er lige præcis det svømmebassin. Det selvsamme bassin.
Der, hvor de største svømmestjerner boltrede sig for bare en måneds tid siden - til OL.
Det samme svømmebassin er lige nu Johanne Øland Frøkjærs hjemmebane. For en måned siden sad hun hjemme i Thisted og kiggede benovet på, når Léon Marchand og de andre stjerner skovlede OL-medaljer til sig.
Nu hopper hun i det samme vand.
- Det er faktisk helt vildt. Helt vildt stort, udbryder hun, da TV MIDTVEST fanger hende på telefonen i Paris.
Johanne Frøkjær træner i disse dage i konkurrencebassinet fra OL, som også er det, der konkurreres i ved de paralympiske lege. Den 15-årige svømmer fra Thisted Svømmeklub fik for knap to måneder siden et wildcard til para-OL, og på tirsdag bliver det alvor.
Her skal hun repræsentere Danmark i 100 meter rygcrawl.
- Jeg føler mig klar. Men jeg kan også mærke, at jeg er nervøs. Det må jeg indrømme, siger hun.
Nerverne er ikke blevet dulmet, efter at hun er kommet til Paris og ”er i det hele”.
Tværtimod.
- Jeg bliver bare endnu mere nervøs, fordi der er så mange mennesker.
Men hun skal nok få styr på det, forsikrer hun.
- Jeg skal lukke det ude og fokusere på min svømning, siger Johanne Frøkjær.
En finaleplads spøger i baghovedet
De sportslige forventninger er der ikke som sådan sat ord på. Før nu.
- Alle siger, at jeg er med for at lære. Det er jeg også, men jeg bliver skuffet, hvis ikke jeg gør det godt, slår hun fast.
Men hvad vil det så sige at gøre det godt?
- Tiderne er meget tætte, og derfor er det også en mulighed at nå en finale, fortæller hun lidt forsigtigt.
- Men jeg gider jo heller ikke blive skuffet, så jeg vil ikke sige, at det er målet, understreger det unge svømmetalent.
Det er på tirsdag, at Johanne Frøkjær ikke længere skal træne i bassinet, som er kendt fra OL. Der skal hun nemlig selv konkurrere i det.
Hun svømmer sit indledende heat på 100 meter rygcrawl tirsdag klokken 9.30.