Det koster 20: Og så kan du se våde, frosne og halvnøgne kroppe
Der er plads til godt 300, men allerede nu er godt halvdelen af billetterne revet væk.
4. Juledag, onsdag 28. december er der mulighed for at deltage i Vorupør Vinterbadefestival, og der er samtidig mulighed for at være tilskuer for sølle 20 kroner - og der vil angiveligt dukke omkring 2000 gæster op for at se de 300 halvnøgne vinterbadere.
- Vinterbadefestivalen trækker deltagere til fra hele landet, og vi lægger stor vægt på, at deltagerne og det tusindtal store publikum får en fantastisk oplevelse ved arrangementet. Det er er den perfekte event at tage familie og venner med til efter nogle hektiske juledage.
- Der bliver rig mulighed for at få noget frisk luft og måske endda selv tage en tur i bølgerne, hvis man er frisk nok til det, fortæller Per Nielsen fra Vorupør Erhvervsforening i en pressemeddelelse, der sammen med flere af byens øvrige foreninger og Thy Detailforum står bag arrangementet.
Ifølge arrangørerne er der lagt op til en daglang fest på Landingspladsen, hvor der vil være levende musik og bar i Sønder Spilhus, bar i Redningshuset, mulighed for at købe varme drikke og spise i de opstillede julehytter.
- Det er en festdag i Vorupør, der traditionelt tiltrækker rigtigt mange mennesker, der gerne vil nyde vores smukke natur og by og ikke mindst se vinterbaderne, siger Per Nielsen