EM-sølv til Casper Steinfath

På sin 25-års fødselsdag padlede Casper Steinfath sig til EM-sølv og fik et skud kanel efter løbet.

Det er ikke så skidt at fejre sin 25-års fødselsdag i bølgerne på den italienske ø, Sardinien. Endnu bedre bliver det, når man kroner dagen med at tage en EM-sølvmedalje, og det er lige netop, hvad Klitmøllersurferen Casper Steinfath gjorde onsdag eftermiddag.

Det skete i favoritdisciplinen technical race, som er et løb på 4,8 kilometer, hvor man skal gennemføre en bane med bøjer, bølger og løb på stranden.

Efter et flot løb, måtte Steinfath dog på de sidste 300 meter sande, at han ikke kunne følge med løbets franske vinder. Derfor var der en anelse skuffelse at spore hos danskeren, som tre gange har vundet VM-guld i technical race.

- Desværre havde jeg ikke de sidste kræfter i dag, og jeg er skuffet over, at det ikke blev til guld. Men det det var et fantastisk ræs mod nogle gutter, der pressede mig til et nyt niveau. Jeg ramte ikke formen i dag – sådan er det nogle gange. Men så er der andre ting, som jeg kan fejre. Eksempel at stå med kanel i hele hovedet på min 25-års fødselsdag under et EM, siger Casper Steinfath.

Ja, for på målstregen stod resten af det danske SUP-landshold klar med et skud kanel til fødselaren, som traditionen jo foreskriver i Danmark. Det skete til undren for publikum, som vist ikke tidligere har set den slags fødselsdagsfejring på italiensk jord.

En anden Klitmøller-surfer, den bare 17-årige Christian Andersen, gjorde også en fremragende figur i selvsamme finale. Han var den suværent yngste i feltet og padlede sig ind på en flot fjerdeplads, hvilket i stand up paddling udløser en kobbermedalje.

Det er ikke bare noget, den 17-årige Christian "Polar Bear" Andersen kan være stolt over. Også Casper Steinfath, som for ti år siden skubbede den unge surfer ud i bølgerne i Klitmøller, var rørt over at han nu kunne dele EM-podiet med sin gode kammerat.

- Min ven, 17-årige Christian Andersen, Polar Bear, kometen fra Klitmøller, han fik en fjerdeplads. Jeg er virkelig stolt over, at jeg er en del af den historie. For Christian var det her et kæmpe gennembrud, sagde Casper Steinfath efter løbet.

Klitmøllersurferne får endnu en chance for medaljer, når EM fortsætter resten af ugen med langdistanceløb.


Seneste nyt

fra Nordjylland