Hunden var væk i fem uger: Tysk familie og hund genforenet
Et mindre mirakel fandt sted tidligere i dag i Frøstrup, da en tysk familie blev genforenet med deres hund efter fem uger.
Familien Noack var i juni måned en tur på Lild Strand sammen med deres to hunde.
Men pludselig udviklede turen sig i en negativ retning, da den ene hund, Charlotte, fik færten af noget lækkert, og løsrev sig fra sin ejere. Og selvom familien ledte med lys og lygte resten af ferien, kunne Charlotte ikke findes.
Familien måtte derfor tage slukøret hjem fra deres ferie, med en hund mindre, i troen om, at Charlotte var væk for altid.
Men efter flere uger uden lyd, fik foreningen Vi Finder Hund flere og flere meldinger om Charlotte, og fik etableret en kontakt med Marianne Bechtold, som bor i nærheden af Lild Strand.
Marianne Bechtold satte derfor en burfælde op, som skulle indfange Charlotte. Og efter flere dage med lokkemad for at vænne Charlotte til fælden, gik hun altså fredag morgen i fælden.
Hunden har formodentligt overlevet de seneste fem uger ved blandt andet at spise hestepærer.
Sven og Sabine Noack hoppede hurtigt i bilen, for at køre den ti timer lange tur fra Rotberg nær Berlin til Thy, for at blive genforenet med deres firbenede familiemedlem.
- Det er fantastisk! Jeg troede aldrig, at jeg ville kunne klappe hende igen, at jeg aldrig ville være i stand til at røre hende igen, siger Sabine Noack.
Se den rørende genforening i indslaget herunder.