Ildsjæle skaber købmandsbutik i gammelt autoværksted
Kan man drive en købmandsforretning i en by med bare 200 husstande? Ja, lyder svaret i Amtoft, og derfor gik de lokale borgere sammen for at få stablet en ny købmandsbutik på benene, da det blev meldt ud, at byens hidtidige butik skulle lukke. I dag blev den nye købmandsbutik i Amtoft indviet.
En stor gruppe lokale ildsjæle fra Amtoft har sørget for, at den lille by stadig har en købmandsbutik.
Udsigten var dyster for Amtoft, da byens købmand meldte ud, at han ville lukke sin butik. I stedet for at græde over lukningen af butikken valgte en store gruppe lokale ildsjæle at kæmpe for at stable en ny købsmandsbutik på benene i byen, som samlet set består af omkring 200 husstande.
På bare tre måneder lykkedes det de lokale borgere at samle hele 300.000 kroner ind, og de penge er blevet brugt til at omdanne et gammelt autoværksted tæt på havnen i Amtoft til en moderne købmandsbutik.
- Nogle er gode til at male og nogle er gode til at slå søm i, og der har været brug for dem alle sammen, men der har aldrig manglet folk. Der har været sådan en fantastisk opbakning, siger Ole Poulsen, som er formand for Amtoft Ny Købmands Støtteforening.
Karlo Bundgaard var en af dem, der tog initiativ til at lave en ny købsmandsbutik i Amtoft, da byens tidligere købmandspar fortalte, at deres forretning ville dreje nøglen om 1. oktober.
- Min kone og mig sad hjemme en lørdag, og der var det blevet offentliggjort, at den tidligere købmand lukkede. Og så sad vi og snakkede om, at det var træls, at vi skulle ud at køre for at komme til købmanden, siger Karlo Bundgaard.
Butikken er indrettet for de 300.000 kroner, der er blevet samlet ind. Varerne er købmanden fra Sennels kommet med. Han skal drive Amtofts nye købmandsbutik og de lokales engagement var med til at overbevise ham om, at der var basis for en butik i den lille by.
- Det var simpelthen noget med den indsamling af penge, hvor der var mange, der samlede ind. Ikke to store, men mange husstande, siger Kim Sørensen, som driver Min Købmand i Sennels.
Omkring et par hundrede lokale borgere dukkede op, da købsmandsbutikken i dag blev åbnet officielt, og Karlo Bundgaard er sikker på, at hans og de andre ildsjæles arbejde er det hele værd. Uden butikken ville Amtoft nemlig få det svært.
- Dengang den gamle købmand meldte ud, at han ville lukke, blev der med det samme sat to huse til salg, og det er det, der sker, siger Karlo Bundgaard.