Ismejeri i Thisted kan lave 9500 astronaut-is i timen: - Det er vores flagskib

Astronaut-isen er i hænderne på mange børn og voksne, når solen skinner. Det populære sommerhit bliver produceret i Thisted.

Siden 1933 er der blevet lavet læssevis af ispinde og vafler på Mejerigaarden i Thisted, som i dag er hjemsted for Premier Is.

Her er både guldhorn og isbåde er i høj kurs, men favoritten det er sodavandsisen med en vingummi i toppen. Astronaut-isen.

- Det er vores Coca Cola, det er vores flagskib, fortæller kommerciel direktør Claus Dahlmann Larsen stolt.

quote Man vokser jo op med is, og man kan altid huske hvilke is man fik med mor og far nede ved havnen.

Claus Dahlmann Larsen, kommerciel direktør, Premier Is

Når astronaut-isen bliver produceret kan de lave 9.500 i timen. Men den er ikke bare lige sådan at producere.

- Det er en is, vi har lidt udfordringer med, for der skal være vingummier i samtlige is, for at vi ikke får skuffede kunder, forklarer mejerist Peter Frederiksen.

Astronaut-isen er den absolutte bestseller hos Premier Is i Thisted. Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST
Astronaut-isen er den absolutte bestseller hos Premier Is i Thisted. Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Derfor tager de ingen chancer, når vingummierne skal i. De sørger for at der er rigeligt.

- Hellere gøre børn glade med to vingummibamser i en is, end skuffede ved at de ikke får en, siger Peter Frederiksen.

Is er ikke bare is

De har over 100 is på repertoiret, og der kommer hele tiden nye til. Men det er stadig klassikkerne, som er øverst på bestsellerlisten.

I produktionshallerne kan de blot lave otte forskellige is ad gangen, så de 500 medarbejdere skifter ofte ud i, hvilken is de laver.

Men ligegyldigt hvilken af de mange is, som bliver spist. Så er det meningen de skal give en oplevelse og være noget man husker.

- Man vokser jo op med is, og man kan altid huske hvilke is man fik med mor og far nede ved havnen. Så det er jo det fantastiske ved is, siger Claus Dahlmann Larsen, som er kommerciel direktør hos Premier Is.


Seneste nyt

fra Nordjylland