Kommune så med på Facebook og stoppede Torbens sygedagpenge

Thisted Kommune lukkede for Torben Hedegaards sygedagpenge efter at have modtaget et anonymt tip. Nu skal sagen afgøres ved en civil domstol.

Torben Hedegaard fra Bedsted i Thy fik af Thisted Kommune tilbage i oktober 2019 frataget sine sygedagpenge på baggrund af et anonymt tip.

Det bliver nu en civil domstol, der skal afgøre, om det var i orden, at Thisted Kommune traf den afgørelse. Det skriver Fagbladet 3F.

Kommunen modtog i efteråret et anonymt brev om, at Torben Hedegaard tog fotos i sin fritid - fotos, som han tjente “fede penge” på via Facebook, som den anonyme person skrev i brevet.

Thisted Kommune stævnet

Thisted Kommune har ikke ønsket at ændre på afgørelsen. Derfor har 3F nu på vegne af Torben Hedegaard valgt at stævne kommunen.

- Vi håber, vi kan komme lidt nærmere på, om der er en grænse i forhold til, hvad man som fleksjobber må have lov til at lave i sin fritid, oplyser Torben Hedegaards advokat, Mette Ridder, fra Advokaterne Ehmer Pramming til Fagbladet 3F.

quote Vi håber, vi kan komme lidt nærmere på, om der er en grænse i forhold til, hvad man som fleksjobber må have lov til at lave i sin fritid.

Mette Ridder, advokat fra Advokaterne Ehmer Pramming

Torben Hedegaard var i et praktikforløb hos Jem & Fix for at blive afklaret til et flexjob. Men en dag fik han en opringning fra Thisted Kommune, hvor han fik at vide, at kommunen havde besluttet at tage sygedagpengene fra ham på baggrund af et anonymt tip.

Medarbejderen forklarede Torben Hedegaard, at den anonyme henvendelse går på, at han driver fotovirksomhed i fritiden, og at kommunen samtidig har tjekket Torben Hedegaards Facebook-profil for hans fotoaktiviteter.

Torben Hedegaard afviser at have tjent penge på disse fotoaktiviteter.

En principiel sag

Advokat Mette Ridder siger til Fagbladet 3F, at sagen er principiel, fordi der ikke er nogle klare retslinjer for, hvad en borger må foretage sig i sin fritid, samtidig med at man modtager fleksløn, sygedagpenge og lignende.

- Med Torben Hedegaards sag kan vi måske komme et skridt nærmere på en definition af en grænse, for det er urimeligt, hvis man altid skal være på vagt i forhold til, hvad man foretager sig i sin fritid, blot fordi man modtager offentlig forsørgelse, siger Mette Ridder.

Torben Hedegaard har forklaret, at han bare forsøgte at gøre, som hans læge havde anbefalet ham. Han lider nemlig udover en arbejdsskade i lænden også af en lungesygdom.

Hans læge har derfor anbefalet ham at gå nogle lange ture i den friske luft, og det har affødt, at han er begyndt at tage billeder i naturen.

Billederne lægger han så op på en Facebookside, og det er den fritidsaktivitet, som telefonopkaldet fra kommunen gav som begrundelse for at fratage ham sygedagpengene.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland