Konservative-politiker stopper: - Det er blevet vanskeligere

Per Skovmose (K) blev i efteråret 2021 valgt til en ny fireårig periode, men han har ikke tænkt sig at opfylde det, meddeler han på Facebook.

Per Skovmose sidder i Thisted Kommunes kommunalbestyrelse – lidt endnu.

Han har nemlig meldt sin opsigelse på Facebook, efter han mener, at arbejdsbetingelserne i kommunalbestyrelsen er blevet ”vanskeligere”.

- Jeg har dog valgt at betragte mig selv som udtrådt 31. december 2022 og vil derfor ikke deltage i møder i kommunal regi samt i de fora, som jeg er blevet udpeget til med virkning fra 1. januar 2023, skriver Per Skovemose på sin Facebook-profil.

- Jeg er ked af at skuffe de mennesker, som stemte mig ind i KB for godt et år siden. Men når arbejdsbetingelserne bliver umulige, har jeg desværre ikke andet valg.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Administrativ obstruktion

Per Skovmose har i 13 år været at finde som kommunalpolitiker i Thisted Kommune – to perioder for Venstre og to for Konservative.

Han retter på Facebook skarp kritik mod forvaltningen.

- Desværre føler jeg, at arbejdsbetingelserne som KB-medlem, er blevet vanskeligere, når en forvaltning kan tolke og tillægge mig motiver, når jeg sender en forespørgsel om yderligere oplysninger i en sag, skriver Per Skovemose.

- Med de store beslutninger som skal tages i det kommende år: “Fremtidens folkeskole” og det videre forløb omkring Hanstholm Havn, er jeg nervøs for at søge oplysninger hos forvaltningen, som de så frit kan tolke mine motiver for at spørge.

Derfor mener han, at det bliver meget svært for ham at agere som politiker, og derfor vil han hellere stoppe.

- Den “administrative” obstruktion, skal ikke belaste C-gruppen, de næste tre år. Jeg føler, at blandt C-gruppen’s seks medlemmer har vi haft et godt og konstruktivt samarbejde med respekt for blandt andet mine særstandpunkter, som af og til har set dagens lys, skriver Per Skovemose.

Han har anmodet om at udtræde af Kommunalbestyrelsen pr. 31. december 2022. Den endelige afgørelse skal træffes af Kommunalbestyrelsen på først kommende KB-møde, som afholdes 31. januar 2023.


Seneste nyt

fra Nordjylland