Lastbil med salpetersyre væltet nær Thisted

Kemikaliedragter og store sikkerhedsafstande var blandt de redskaber, som Nordjyllands Beredskab måtte finde frem fra værktøjskassen torsdag eftermiddag.

Midt- og Vestjyllands Politi fik torsdag klokken 13:23 en anmeldelse om, at en lastbil var væltet på Åsvej i Silstrup lidt syd for Thisted.

Lastbilen var væltet helt over på en mark nær vejen. Første melding var, at lastbilen indeholdt kemikalier - formentligt syre og klor. 

- Da indsatslederen kom frem til stedet, opsatte beredskabet et fareområde på 300 meter, idet man fornemmede en klorlugt, siger Ole Vanghøj, der er operationsleder i politiets kommandostation.

Derfor tog beredskabet alle sikkerhedsforanstaltninger i brug - heriblandt kemikaliedragter.

Tre boliger nær ulykkestedet

Senere skulle det imidlertid vise sig, at lasten ikke indeholdt klor, men derimod salpetersyre. 

Det betød, at fareområdet i første omgang blev indskrænket til 50 meter. Først da det blev konstateret, at alle beholdere i lastbilen var intakte, blev fareområdet ophævet.

Tre boliger lå under 300 meter fra ulykkestedet, og i to af husstandene fik politiet fat i beboerne  og underrettet dem om, hvordan de skulle forholde sig. Den sidste ejendom var tom.

Føreren i lastbilen er uskadt. Nu venter der politiet et oprydningsarbejde.

- Vi skal lige have ryddet op. Kemien skal på en anden lastbil, og så skal vi have bjærget køretøjet senere. Så måske bliver Åsvej spærret senere, siger Ole Vanghøj.


Seneste nyt

fra Nordjylland