Lokale vil gøre fiskeriet til turistmagnet
På Hanstholm Havn arbejder de hver dag med fisk - og de arbejder med rigtig mange fisk. Med en ny havneudvidelse, der snart står færdig, vil lokale have havnen åbnet mere for andre end fiskere og fiskehandlere. Det arbejde begyndte for alvor tidligere på ugen, da lokale ildsjæle lagde 'fisken på disken'.
I sidste uge var der rig mulighed for at lære Hanstholm Havn bedre at kende til arrangementet Fisken på Disken. En gruppe fra Hanstholm håber, at et nyt projekt vil skabe mere liv på havnen hver dag.
I et pakhus på Kai Lindbergs Gade var nysgerrige thyboer og turister i sidste uge rykket ind til arrangementet Fisken på Disken. Her kunne alle komme med ind bag kulisserne på Danmarks største konsum-fiskerihavn. Der var blandt andet mulighed for at købe fisk og få det fileteret og tilberedt af kokke.
Derudover kunne de besøgende få indblik i en udviklingsplan for Hanstholm Havn, som en gruppe af aktører i byen står bag. Står det til dem, skal det ikke kun være ved særlige lejligheder, at der er udefrakommende gæster på havnen.
Udviklingsplanen, der har fået navnet Showroom for Fiskeriet, har fokus på at åbne havnen op og gøre området mere attraktivt for nysgerrige thyboer og turister.
- Vi vil rigtig gerne gøre det muligt for besøgende at lære om fisk og fiskeriet. Det skal være en del af hverdagen, siger Tove Skinnerup, der er formand for Showroom for Fiskeriet.
Hun tilføjer, at det er hendes opfattelse, at der er en masse turister, der gerne vil opleve det autentiske fiskeri.
Idémagerne bag udviklingsplanen har også et ønske om at have guidede ture på havnen, så interesserede blandt andet kan besøge Hanstholm Fiskeauktion, hvor der årligt omsættes mere end 40.000 tons konsumfisk.
Nogle af idéerne i udviklingsplanen, som Thisted Kommune har støttet udarbejdelsen af med 155.000 kroner, er, at der skal etableres ruter på havnen via tryk på asfalten.
På den måde bliver turister guidet rundt på havnen på områder, hvor industrien ikke bliver generet af de besøgende.
Den malede asfalt skal også indeholde historier, så folk undervejs kan læse fakta om hverdagen og arbejdet på havnen.
- Der skal i det hele taget mere liv på havnen, fortæller Tove Skinnerup.
Tove Skinnerup håber på, at planen kan realiseres. Hun mener, Hanstholm har et stort potentiale, som ikke bliver udnyttet.
- Hanstholm Bunkermuseum trækker 70.000 turister til om året, men byen får ikke nok ud af det. Vi skal have flere oplevelser til dem, så de bliver i byen i længere tid og bruger restauranter, butikker og overnatningsmuligheder, siger Tove Skinnerup.
Arbejdsgruppen bag den færdige udviklingsplan Showroom for Fiskeriet skal nu i gang med at finde finansiering til de forslag, der er i planen.
Showroom for Fiskeriet vil blandt andet søge støtte fra Realdania, der via 'Vestkysten viser vejen' ønsker at styrke attraktioner langs den danske vestkyst. Ifølge Tove Skinnerup har Showroom for Fiskeriet fået en positiv respons fra Realdania på projektets interessetilkendegivelse.