Motionscyklist identificeret - var savnet til familiefest

En 53-årig motionscyklist, der lørdag styrtede i Thy og ligger i koma, er nu identificeret.

Da en 53-årig mand styrtede på cykel lørdag morgen på Vorupørvej i Thy og efterfølgende blev bragt i kunstig koma, havde Midt- og Vestjyllands Politi svært ved at finde ud af, hvem manden var.

Manden styrtede, da han formentlig fik en blodprop i hjertet. Ved styrtet kom han slemt til skade, og blev efterfølgende bragt i kunstig koma.

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyste derfor pårørende, og efterlysningen gav pote. Klokken 19.30 lørdag aften ringede en kvindelig bekendt og fortalte, at manden ikke var dukket op til en familiefest.

Den forulykkedes svoger kunne senere på aftenen bekræfte, at der var tale om den 53-årige mand, da han besøgte ham på sygehuset i Aalborg.

Det fortæller vagtchef Gert Høeg.

Manden, der er fra Hundborg-området, ligger stadig i koma.


Seneste nyt

fra Nordjylland