Naboglæde i Thy over Danmarks største havvindpark
Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)
Danmarks største havvindpark skal ligge tæt på Limfjordens vestlige udmundning - og i Thy håber man på afledte effekter.
Der er glæde langs den jyske vestkyst over dagens fremlagte planer fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.
Et sted mellem 80 og 100 vindmøller skal nemlig opføres i en ny stor vindmøllepark, den hidtil største i Danmark, der ifølge ministeriet vil skabe over 8.000 jobs i anlægsfasen.
- Havvind er en dansk specialitet, og Nordsøen er godt på vej til at blive et Silicon Valley for havvind, hvilket kun bliver understreget i dag, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) i en pressemeddelelse.
Den store havvindpark placeres omkring 20 kilometer vest for Lemvig Kommunes kyst, men også i den nordlige nabokommune, Thisted Kommune, er det en nyhed, der bliver modtaget positivt.
- Det er en rigtig god nyhed, der falder godt i tråd med Thisted Kommunes Klima, - energi - og ressourcepolitik, siger Esben Oddershede (V), der er formand for Klima-, miljø- og teknikudvalget i Thisted Kommune.
- Det gør den igangværende udvidelse af det Nationale Testcenter for store vindmøller i Østerild fra 7 til 9 pladser yderligere aktuel. Her kan de største vindmøller op til 330 fremover afprøves, fortæller han til TV2 Nord.
Esben Oddershede understreger, at man i Thisted Kommune endnu ikke har haft lejlighed til at drøfte den nye udmelding og dens konsekvenser på politisk plan, men at man i Thisted med interesse følger muligheden for eventuelle afledte effekter.
- De arbejdspladser, det vil generere i anlægsfasen vurderer jeg som meget positivt. Jeg er sikker på, at der er både politisk og lokal opbakning til projektet, siger Esben Oddershede.
Når havvindparken "Thor" står færdig, tidligst i 2024, vil den kunne levere strøm til hele 800.000 husstande.