Nødbutik til Snedsted-borgere åbner til september
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV Midtvest
En nødbutik, der skal servicere borgerne i Snedsted åbner 1. september.
Da Spar-butikken i Snedsted 7. juli udbrændte totalt blev byens borgere efterladt uden indkøbsmulihgeder i byen, og de har siden måttet køre den syv kilometer lange tur til Koldby, når der skulle købes ind til aftensmaden og madpakkerne.
Nu er der dog lys forude. 1. september åbner en midlertidig købmandsbutik nemlig få hundrede meter fra den nedbrændte Spar-butik. Det skriver TV Midtvest.
- Vi har været heldige med at kunne leje os ind på Hovedgaden 65. Vi har selv opsøgt muligheden, og siden vi fik grønt lys, er det gået hurtigt. Derfor er vi nu snart klar til at åbne igen, siger Spar-købmand, Morten Sjælland til TV Midtvest.
Hylderne på Hovedgaden 65 kommer til at bugne, men samlet set vil det være en amputeret udgave af den hidtidige Spar-butik.
- Det bliver et sparet udvalg. Men jeg vil mene, at vi vil kunne dække 95 procent af borgernes hverdagsbehov – selvfølgelig med et reduceret antal varer, siger Morten Sjælland.
Da Spar-butikken brændte 7. juli var det kun ydermurene, der blev ladt tilbage. Hele tagkonstruktionen, al inventar og naturligvis også alle varerne brændte, og der skal bygges en helt ny butik som erstatning for den gamle.
- Vi er allerede gået i gang med tegningerne til den nye butik. Når nu det skal være, kan vi ligeså godt få udbedret nogle af ting, som ikke var optimale i den gamle butik. Derfor bliver det ikke en tro kopi af den butik, som borgerne i Snedsted har været vant til at handle i, siger Morten Sjælland.
Den midlertidige Spar-butik vil have åbent fra klokken 8-18.