Nordjyske hold tabte point, men hænger fast i toppen
Foto: Morten Stricker og Henning Bagger / Scanpix
Det bedste nordjyske resultat i denne runde i 1. division stod Thisted FC for, da de hentede uafgjort mod Roskilde.
Det blev en - for at sige det mildt - beskeden pointhøst for de nordjyske hold i NordicBet Ligaen i dag, søndag.
Af seks mulige hentede Thisted FC og Vendsyssel FF tilsammen blot et enkelt hjem, da oprykkerne fra Thisted spillede uafgjort mod FC Roskilde på hjemmebane.
Vendsyssel FF tabte på udebane 2-0 til Superliga-nedrykkerne fra Viborg, men fordi også Vejle, der indtager tabellens førsteplads forspildte chancen for tre point i deres kamp mod Fremad Amager, der ellers hænger fast i den tunge del af tabellen, ændres næsten ingenting i toppen af ligaen.
Faktisk tæller det ene point Thisted havde med fra banen til at de nu ligger á point med Vendsyssel, så kun målscoren adskiller de to hold. Vendsyssels målscore slår Thisteds, så lillebror i selskabet må se sig henvist til tredjeplads.
Det pavre udbytte for de tre tophold betyder, at Esbjerg, der også måtte rykke ud af Superligaen i foråret, sniger sig ind på de tre tophold. Med en sejr på 4-0 over Brabrand har Esbjerg nu 31 point. Thisted og Vendsyssel har begge 32 mens Vejle har 35.