To nordjyske skoler vinder Sikker Trafiks fotokonkurrence: Se billederne her
Foto: Bedsted Skole
Bedsted Skoles foto.
Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring står bag en fotokonkurrence blandt landets skolers skolepatruljer.
Skolepatruljerne landet over skaber tryghed i trafikken morgen efter morgen. Selv i den sibiriske kulde har skolepatruljerne været ude på vejene for at dirigere elever og lærere sikkert frem.
Hvert forår fejres skolepatruljerne med en festdag i Legoland og Tivoli, men det er ikke nok. Det mener i hvert fald Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring, der har valgt at udskrive en fotokonkurrence, hvor man har mulighed for at vinde 5.000 kroner.
Dueholmskolen på Mors og Bedsted skole i Thy har begge sendt billeder ind, der var kreative nok til at blive præmieret med de 5.000 kroner. Penge, der frit kan bruges på fællesarrangementer eller varm kakao til dem, der står en kølig morgen og dirigerer trafikken.
52 skolepatruljer har indsendt billeder og 10 af dem bliver belønnet med præmien.
Se billederne i det lille galleri over artiklen.