Nordvestjysk samarbejde skal booste turismen
Thisted, Jammerbugt og Hjørring kommuner går nu sammen om turismen og vil fremover brande sig som én turistdestination. Med samarbejdet bliver de tre områder samlet under én turismechef, ét turistkontor og én bestyrelse. Målet er, at de sammen kan skabe mere fokus på, hvad områderne kan tilbyde turister
Thisted, Jammerbugt og Hjørring kommuner går sammen om turismen og vil fremover brande sig som én destination.
Tilbage i 2018 vedtog Folketinget, at Danmarks turisme skal strømlines. Lige nu er Danmark delt op i 80 destinationsselskaber. Det tal skal skæres ned til cirka 15-25 destinationer, og nu går tre nordjyske vestkyst-kommuner sammen om at følge den plan.
Thisted, Hjørring og Jammerbugt kommuner har ind til nu været tre forskellige destinationer. Fremover skal de nu være én destination med én turismechef, ét turistkontor og én bestyrelse.
Vi skal finde en løsning, hvor vi driver turismen sammen, men stadig med respekt for, at vi er forskellige kommuner.
Mogens Gade (V), Borgmester, Jammerbugt Kommune
- Det er vigtigt, at vi organiserer os klogest muligt i forhold til vores erhverv. Når vi slår os sammen, får vi en stor organisation, der kan matche vores behov. Det gør, at vi håber det her kan give en synlig effekt med flere overnatninger og bedre bundlinje for turismen, fortæller borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V).
De tre kommuner begynder at organisere sig nu, og så håber Mogens Gade, at man vil være klar til at rulle de nye tiltag ud fra begyndelsen af 2020.
- Vi skal have fundet en destination, der skal have turistkontoret. For det er ikke for sjov det her, man skal også kunne opleve det rent fysisk, fortæller Mogens Gade.
Flere kommuner i Nordjylland, men også i Midtjylland har vist interesse for også at blive en del af den nye destination, der endnu ikke har fået et navn. Det kan sagtens blive aktuelt, at destinationen vokser, mener Mogens Gade.
- Det er bare vigtigt, at vi har respekt for erhvervet. Og så skal vi finde en løsning, hvor vi driver turismen sammen, men stadig med respekt for, at vi er forskellige kommuner, fortæller Mogens Gade.
Indtil videre har Morsø, Lemvig og Holstebro kommuner vist interesse for at blive en del af den nye destination.