Officielt: Nu er det sommer i Danmark

25,4 grader. Så højt er temperaturen kommet op på DMI's vejrstation i Thisted og vi har dermed en officiel sommerdag i Danmark.

DMI's målestation i Thisted blev mandag eftermiddag den første i hele landet til at registrere 25 varmegrader. Dermed er 2. pinsedag - 1. juni 2020 - officielt blevet den første meteorologiske sommerdag i år.

Målestationen har, indtil nu, målt 25,4 grader som højeste temperatur, men der er potentiale til, at temperaturen kan blive endnu højere, ligesom der er målestationer flere steder i det nord- og vestjyske der ved 15-tiden næsten er oppe at snuse til de 25 grader.

- I Aalborg, Jammerbugt, Brønderslev og Struer er der målestationer, der er oppe over 24 grader, så der er potentiale til mere, fortæller vagtchef ved DMI Trine Pedersen, der på sine skærme har overblikket over en vejrmæssigt fantastisk dag i hele landet:

- Der er ikke en målestation, der ikke har målt mindst 20 grader, så det er da en ret dejlig dag, lyder det fra vagtchefen.

VIDEO: Mange nordjyder udnyttede mandag det gode vejr til at tage en tur til stranden - eller til at køre omkring et af de fantastiske ishuse Nordjylland har at byde på. Se reportagen her:

 

Fortsætter tirsdag og onsdag - så vender det

Mens langt de fleste har haft fri mandag på grund af pinsen, så venter der tirsdag arbejde og studier igen - men også en mindst ligeså flot dag både sol- og temperaturmæssigt. En fin anledning til at holde frokostpausen ude i solen eller til at tage en is som dessert.

Også onsdag bliver en varm og solrig dag, men så er det også slut - for en stund i hvert fald. Torsdag skulle vejret vende og blive enddog meget vådt.

VIDEO: TV 2 Vejret giver dig vejrudsigten for tirsdag og de kommende dage.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland