Politi skød mod indbrudstyve
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Politifolk skød mod tyve. Alligevel slap de fra ordensmagten.
Et indbrud i Thyhallen udviklede sig til både påkørsel af en patruljevogn og skud mod tyvene.
Omkring kl. 01.25 søndag aften brød en gruppe personer ind i Thyhallen på Lerpyttervej i Thisted. Ved at bryde to døre op med koben og sparke nogle andre døre ind fik de adgang til et hvidt pengeskab.
- Indbrudstyvene slæbte pengeskabet ind i en sølvgrå Mercedes ML, kørte fra stedet og blev eftersøgt kort tid efter, siger Jørgen Jensen, politikommissær hos Lokalpolitiet i Thisted til TV MIDTVEST.
Seks minutter senere blev bilen set på vej mod Hanstholm. Her blev den standset af en patruljevogn.
- Den grå Mercedes holdt stille og kiggede på patruljen, og så påkørte den politibilen et par gange, siger Jørgen Jensen.
Episoden fik en af betjentene til at afgive et skud mod det ene baghjul på Mercedes'en. Men det havde tilsyneladende ingen virkning. Gerningsmændene fortsatte flugten mod Thisted og er nu forsvundet.
Politiet vil gerne høre fra folk, der har set den sølvgrå Mercedes ML med registreringsnummer AB 35 329.
Der var mellem tre og fem personer i bilen med anden etnisk herkomst. Patruljevognen fik ikke de store skader ved påkørslerne.