Spillestedet Thy ikke udpeget til regionalt spillested
Foto: TV2/Nord
To nordjyske spillesteder har fået genvalg som regionalt spillested.
I 2025 og fire år frem har Nordjylland kun to regionale spillesteder.
Det står klart, efter Statens Kunstfond tirsdag aften offentliggjorde, hvilke spillesteder der bliver udpeget som regionale spillesteder.
For det er kun Studenterhuset i Aalborg og Maskinhallen i Frederikshavn, som figurerer på listen. Dermed mister Spillestedet i Thy statussen.
Af den grund mister Spillestedet i Thy økonomisk støtte på en million kroner årligt, mens Studenterhuset får godt 1,8 millioner kroner og Maskinhallen får 1,5 millioner kroner.
- Jeg er virkelig stolt over, at vi i Frederikshavn og Vendsyssel får lov til at præsentere musik med høj kunstnerisk værdi, og at vi har et publikum, der har lyst til at købe billet til musikken og til stedet. For det betyder også noget for mig, at vi har et kulturhus midt i byen, der kan rumme alle slags mennesker, har leder af Maskinhallen, Jens Ole Amstrup, sagt til Kanal Frederikshavn.
I alt er der udpeget 19 regionale spillesteder, der modtager 38 millioner kroner i støtte årligt fra 2025-2029.
Det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, der har udpeget de 19 regionale spillesteder.
- De regionale spillesteder er forskellige, og man hverken kan eller skal sammenligne eksempelvis Vega i København med Maskinhallen i Frederikshavn. Derfor har vi understreget nogle sammenhænge spillestederne imellem og grupperet dem, så omverdenen kan se, hvorfor udpegningen ser ud, som den gør, siger Rikke Øxner, der er udvalgsleder.
Hvad er et regionalt spillested?
De regionale spillesteder skal formidle, præsentere, profilere og udvikle det rytmiske musikliv lokalt, regionalt og nationalt ved hjælp af:
Koncertvirksomhed
Publikumsudvikling og arbejde med målgrupper
Talentudvikling og vækstlagsarbejde
Netværkscentrum for liveaktører i virkeområdet
Samarbejde med andre regionale spillesteder
Kilde: Statens Kunstfond