Støjberg overvejer overvågning i teltlejre
Teltlejeren i Thisted.
Inger Støjberg overvejer at indføre overvågningskameraer i teltlejrene, efter flere voldelige episoder.
Udlændinge-, integrations- og boligministeren, Inger Støjberg, vil ikke acceptere, at de ansatte i teltlejrene er utrygge, når de går på arbejde.
- Det vi gør, det er at vi selvfølgelig hele tiden diskuterer med personalet, om der skal mere og andet til, for eksempel overvågning. Om der simpelthen skal overvågningskamera op i teltlejren, det er noget af det, vi diskuterer i øjeblikket, siger Inger Støjberg til TV MIDTVEST.
Inger Støjbergs forslag kommer i kølvandet på TV MIDTVESTs historie om, at afdelingslederen har sagt op i teltlejren i Thisted. Den afgående afdelingsleder, Mika Røsholt, kan ikke længere se sig selv i de rammer, der er stillet op for lejren efter de mange voldelige episoder.
En af dem der har oplevet en voldelig episode er Hawrae Ketabi, der er nattevagt i teltlejren i Thisted. På en godnatrunde i lejrens gymnastiksal fik han kastet en flaske efter sig, der smadrede bag ham. Nattevagten trak sig tilbage på kontoret, men hans kollega gik tilbage i salen for at rydde op. Her så han asylansøgeren, der havde kastet flasken, komme gående mod ham med en sten i hånden. Kollegaen løb væk, og de valgte at ringe til politiet.
- Selvfølgelig har det ramt mig, fordi det er jo ikke sjovt, at folk man egentlig har lyst til at hjælpe, afreagerer med vold, eller med at kaste sten og flasker efter os. Det er jo aldrig sjovt, men jeg har forståelse for, at de kan forekomme, siger Hawrae Ketabi til TV MIDTVEST.
Værre gik det for en uge siden i teltlejren. Her blev to nattevagter overfaldet, hvor den ene ansatte måtte forbi sygehuset med sine skader.
Udlændinge-, integrations- og boligministeren er godt klar over, at overvågning af asylansøgerne i teltlejrene vil dele vandene.
- Der er flere sider af det, at der er sat overvågningskameraer op alle vegne. Men jeg har ikke nogle fine fornemmelser i den retning, så hvis det er det, man ønsker, så har jeg ikke noget problem med det, siger Inger Støjberg.
Dele af teltlejren i Thisted er allerede videoovervåget, men det er altså ikke hele området.