Stort vindmølleprojekt kan blive skrinlagt
Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix
Arkivfoto.
EU-retten kan spænde ben for stort vindmølleprojekt ud for Hanstholm.
Planer om at etablere mindst 30 havvindmøller med en samlet kapacitet på 450 megawatt i Vigsø Bugt nordøst for Hanstholm Havn kan ende med at blive skrottet.
Energistyrelsen har nemlig sat behandlingen af nye ansøgninger efter den såkaldte åben dør-ordning i bero, indtil det er afklaret, om ordningen er i strid med EU-retten.
Tilladelsen til projektet i Vigsø Bugt skulle netop gives efter åben dør-ordningen, og med Energistyrelsens udmelding risikerer virksomheden bag havvindmølleparken at måtte skyde en hvid pind efter at etablere møllerne.
- Vi lever op til alle krav fra Energistyrelsen, og vi har ikke fået indikationer af, at det skulle forholde sig anderledes. Projektet er helt inden for intentionen med ordningen: At etablere mindre kystnære havvindmølleparker med lokal opbakning. Alt var på plads til at kunne få en forundersøgelsestilladelse og omsider kunne komme videre, siger Marie Bugge Severinsen, som er direktør i Anker Development, der står bag projektet.
Placeringen tæt på Hanstholm Havn er attraktiv af flere årsager. Derfor ærgrer det Anker Development, hvis projektet må opgives.
- Vindressourcen er god ud for Hanstholm, og havnen er særdeles velegnet. Thisted Kommune har en ambitiøs klima- og energiplan, som havvindmølleparken understøtter. Vi har undersøgt mange områder omkring de danske kyster, og Vigsø Bugt er et af de steder, hvor en kystnær havvindmøllepark giver bedst mening, siger Marie Bugge Severinsen.
Hun mener, at der har været en god dialog mellem Anker Development, Thisted Kommune, Hanstholm Havn og andre lokale aktører.
- Dialogen har bekræftet os i, at Vigsø-projektet vil være en vigtig brik i at understøtte den grønne udvikling i Thy, siger hun.
Hvis ikke ordningen kommer tilbage på skinner, så fratages kommunerne med ét muligheden for at udnytte den lokale vindressource og få glæde af den grønne udvikling
Marie Bugge Severinsen, direktør, Anker Development
Afgørende for Hanstholm Havn
Hanstholm Havn har tidligere meldt ud, at man fremover vil satse på at etablere såkaldte Power-to-X-anlæg på havnen. Det er anlæg, som for eksempel kan omdanne strøm fra vindmøller til brint.
- Et vindmølleprojekt som dette så tæt på havnen ville have stor betydning - særligt med tanke på vores visioner om at satse på Power-to-X, siger Hanstholm Havns direktør Søren Zohnesen og uddyber:
- Åben dør-projekterne ville kunne tilføre os en masse power, hvilket er en forudsætning for, at vi så kunne lave noget X.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) har tidligere udtrykt sin ærgrelse over, at EU-retten måske spænder ben for åben dør-ordningen, og at man derfor er nødsaget til at trække i håndbremsen.
- Det er en alvorlig situation for den grønne omstilling og især for de markedsaktører, der står klar i boksen til at investere i denne form for havvind. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg er dybt frustreret over, at i en tid, hvor vi har så meget brug for mere grøn energi, nu står i denne situation, sagde Lars Aagaard (M), da åben dør-ordningen blev sat i bero.
I Hanstholm ærgrer havnedirektøren sig også.
- Det giver os nok en anden tidshorisont, at åben dør-ordningen er sat i bero. Det er ikke noget, vi har indflydelse på, og der er ikke rigtig noget, vi selv kan gøre, siger Søren Zohnesen og fortsætter:
- Et projekt som det i Vigsø Bugt ville have stor betydning for den lokale udvikling, så vi er ærgerlige over, at det ikke ser ud til at blive til noget foreløbig.
Anker Development håber stadig, at vindmølleprojektet ud for Hanstholm kan blive ført ud i livet.
Hvad betyder det for den grønne omstilling, at åben dør-ordningen er sat i bero?
- Det betyder, at der går meget længere tid, før vi har grøn strøm nok til at forsyne vores eksisterende forbrug, og før vi kan understøtte ny grøn erhvervsudvikling. Stoppet for åben dør-projekter har særligt store konsekvenser for kommunerne langs kysten. Hvis ikke ordningen kommer tilbage på skinner, så fratages kommunerne med ét muligheden for at udnytte den lokale vindressource og få glæde af den grønne udvikling. Det synes vi ville være en skam, siger Marie Bugge Severinsen.