Surfer ærgrer sig over unødvendig redningsaktion

Klitmølller-surfer og verdensmester Casper Steinfath stod bag større redningsaktion. Nu vil han unødvendige redningsaktioner til livs.

Mandag aften blev en større redningsaktion udløst mellem Klitmøller og Hanstholm.  Det var Klitmøller-surferen Casper Steinfath, der stod bag.  Det skriver LimfjordUpdate.dk

 Redningsaktionen blev udløst af uvidenhed om surf, og det ærgrer ham.

– Jo det var mig, der lige var en tur ude og træne. Der var et tysk par på stranden, der så mig padle udad mellem Klitmøller og Hanstholm, og efter deres bedste forståelse, lignede det, jeg var i havsnød – hvilket jeg på ingen måde var, fortæller Casper Steinfath.

Det afholdt dog ikke det tyske par fra at slå alarm. Dermed blev den helt store redningsaktion sat i gang med redningsbåd fra Hanstholm, en redningshelikopter fra Karup samt eftersøgning langs stranden. Derudover blev også politiet tilkaldt. Kort sagt den helt store pakke.

– 10 minutter efter, jeg var færdig med min træning og var kommet i land ved surfklubben NASA i Klitmøller, så jeg redningsbåde på vej fra Hanstholm og tænkte, det måske var mig, de ledte efter. Jeg fik kontaktet Farvandsvæsenet, og meldte mig sikker på land. Desværre var helikopter og andre redningsfartøjer allerede i aktion. Hele denne situation blev desværre sat igang på grund af en misforståelse omkring, hvad jeg lavede, fortæller Casper Steinfath til LimfjordUpdate.dk.

Klitmøller-surferen ærgrer sig over alarmen.

– Jeg var 100% i kontrol og forberedt, men desværre er det ikke alle, der kender til det, vi laver på havet eller forstår forholdene så godt som vi. Jeg snakkede efterfølgende med det tyske par, politi og andre på stranden i Klitmøller og hjalp dem med at forstå de forhold, vi begiver os ud i, og hvordan vi forbereder os med en snor forbundet til board, telefon og vejrudsigter, siger Casper Steinfath.

Episoden har fået Casper Steinfath til at undersøge mulighederne for fremover at undgå unødvendige redningsaktioner. Han vil derfor kontakte Redningstjenesten i Hanstholm, Dansk Surf og Rafting Forbund og andre relevante myndigheder om, hvad man kan gøre for at undgå lignende situationer i fremtiden.

– Jeg synes, vi surfere bør hjælpe med at udbrede kendskabet til “Downwind” og andre vandaktiviteter på havet og fjorden, så vores sjove legetimer derude ikke fører til unødvendige redningsaktioner.  Jeg vil gerne være med til at sikre, at fremtidige ture på vandet for andre Stand Up Paddlere og jeg selv ikke ender i for mange unødvendige redningsaktioner. Men som indsatslederen sagde i dag, hellere rykke ud én gang for meget end én gang for lidt, siger Casper Steinfath til LimfjordUpdate.dk.


Seneste nyt

fra Nordjylland