Svinekød for millioner: Tican taber omsætning men forbedrer driften

Slagterivirksomheden Tican med hovedsæde i Thisted udviser tilfredshed med resultatet for 2018.

Efter et år med faldende priser på svinekød kan slagterivirksomheden Tican fra Thisted alligevel udtrykke tilfredshed med det netop offentliggjorte regnskab. 

Slagterivirksomheden har ellers set sin omsætning falde med cirka 11 procent til 4,2 milliarder kroner sammenlignet med året før. Omvendt steg antallet af slagtede grise til lidt over 3,5 millioner styk, og det er en mindre fremgang.

De seneste år for Tican har samtidig budt på omstruktureringer i virksomheden. I løbet af 2018 er Tican Fresh Meat A/S fusioneret med SB Pork A/S i Brørup. Og efter Tönnies’ køb af Tican i 2016 er integrationen i Tönnies koncernen i store træk fuldendt.

- Omstruktureringen i Danmark og vor integration i Tönnies koncernen har givet et gevaldigt løft i vor konkurrenceevne, og så er det jo rigtig dejligt, at det også udmønter sig i et godt driftsresultat, siger administrerende direktør, Ove Thejls. 

Driftsresultatet i de danske selskaber blev på 55,4 millioner kroner, hvilket er efter, at der er udbetalt 240 millioner kroner i tillæg til den ugentlige noteringspris til griseproducenterne. Tillægget  svarer til 80 øre per kilo. 

Det samlede resultat før skat for hele Tican koncernen blev på 132,6 millioner kroner. I dette resultat er
indregnet resultatet af datterselskaber i Storbritannien.

- Vore dygtige medarbejdere har bidraget flot til denne udvikling, og når vi samtidig oplever stor opbakning og tillid fra landmændene, der leverer råvaren, er der skabt et godt og solidt fundamentet for virksomhedens fremtidige drift, lyder det fra administrerende direkør Ove Thejls.


Seneste nyt

fra Nordjylland