Thisted FC fortsætter sejrsstime
Foto: Arkiv
Thisted FC fortsætter den gode stime med sejr over Skive.
Med en udebanesejr over lokalrivalerne fra Skive er Thisted FC kun et point efter førstepladsen i NordicBet Ligaen.
Egentligt skulle man tro, at en sejr er en sejr. Men ikke for topscorer Mikkel Agger.
- Det var en vanvittig kamp. Vi spiller nok vores dårligste kamp i sæsonen i dag, men vi arbejder forbilledeligt. Skive kommer foran hurtigt i første halvleg, men vi kommer heldigvis hurtigt tilbage i kampen, og anden halvleg bliver en blandet omgang med to røde kort og heldigvis et afgørende mål til os i de døende minutter, sagde Mikkel Agger efter kampen.
De to hold havde ikke mødt hinanden siden 9. juni 2014. Dengang var det skibonitterne, der vandt med 2-1, i dag var det omvendt.
Jeff Mensah og den tidligere TFC´er, Mathias Pedersen, fik rødt kort og kampen sluttede derfor 10 mod 10. Med dagens sejr holder Thisted FC godt fast i toppen med 23 point og et mindre end topholdet Vejle.
Skive IK ligger suvereænt sidste i NordicBet Ligaen med bare fire point efter 11 kampe.
Vendsyssel FF, der ligger nummer tre i ligaen, spiller mandag aften på hjemmebane mod Esbjerg fB.
Skive IK - Thisted FC 1-2
(7) 1-0 Andreas Murbech (Skive)
(13) 1-1 Sonny Jakobsen
(89) 1-2 Mikkel Agger
Tilskuere: 927