Thisted FC tabte vigtig oprykningskamp
Selv om Thisted tabte til Næstved, har thyboerne stadig en chance for at rykke op i 1. division. Video: Mogens Jørgensen
Thisted tabte med 3-0 til Næstved, som kunne fejre oprykning til 1. division.
Champagnepropperne sprang i dag på Lerpytter Stadion i Thisted, men det var gæsterne fra Næstved, der kunne sprøjte med de gyldne dråber.
For holdet vandt nemlig oprykningsslaget over Thisted FC med 3-0, og dermed rykker Næstved op i 1. division.
Hjemmeholdet Thisted havde ellers alle muligheder med en sejr over Næstved for alvor at bringe sig afgørende foran i kampen om oprykning.
Der rykker nemlig to hold op, og lige nu ligger Hillerød på den anden oprykningsplads, et point foran Thisted FC.
På torsdag kommer netop Hillerød på besøg på Lerpytter Stadion til en direkte duel om andenpladsen, der kan sikre en oprykning til 1. division.
Udspillet i første halvleg
Der blev aldrig tvivl om resultatet i dagens kamp, der var klasseforskel mellem de to hold. Især i første halvleg blev hjemmeholdet udspillet, hvor Næstved scorede to mål på to foræringsmål af hjemmeholdets forsvar.
Træner Bo Zinck må have givet en skideballe i pausen, for det var et helt andet Thisted-hold, der kom på banen i anden halvleg og tilspillede sig et par store chancer, der med lidt held kunne have givet mål.
Se interview med Thisted-træner Bo Zinck:
Men meget symptomatisk for kampen blev det et selvmål af Thisteds målmand, der sikrede Næstved oprykningen med en fortjent 3-0 sejr.
Efter nederlaget talte vi med Jeppe Svenningsen og træner Bo Zinck, der begge ser fremad mod torsdagens vigtige oprykningskamp mod Hillerød, hvor Thisted har endnu en chance for at komme i 1. division.
Se interview med Jeppe Svenningsen, Thisted FC: