Thy populært hos turister som aldrig før
Thy har oplevet størst fremgang i turistovernatninger
Thisted Kommune oplevede den største procentvise fremgang i antallet af turistovernatninger fra 2015 til 2016.
Klitmøllers og naturens tiltrækningskraft til Thy skal ikke undervurderes. Ikke nok med, at et hus i Thy for nylig blev solgt for flere millioner på bare to timer - nu viser en opgørelse på VisitNordjyllands hjemmeside også, at Thisted er den kommune i Nordjylland, der har oplevet den største fremgang i turismen fra 2015 til 2016.
Hele 25,7 procent flere overnatninger på hoteller, feriecentre og campingpladser tegner Thisted sig for i 2016 - fra knap 237.000 i 2015 til næsten 298.000 året efter. Ingen andre kommuner i Nordjylland kan, trods generel fremgang over det meste af regionen, være med på samme niveau. De to store turistkommuner, Hjørring og Frederikshavn, nøjes med en beskeden stigning på 3,5 procent.
Omvendt har Aalborg og Rebild kommuner oplevet et fald i antal overnatninger på henholdsvis 3,4 og 4 procent, fremgår det af opgørelsen.
Det skal dog tilføjes, at overnatninger i feriehuse ikke figurerer i VisitNordjyllands statistik. De tal offentliggøres nemlig først til april af Danmarks Statistik, og kan til den tid måske vende de små nedgange til positive tal.
I alt tegner Region Nordjylland sig for cirka 4,6 millioner overnatninger i 2016, godt 127.000 flere end i 2015, og dermed følger landsdelen den positive udvikling, der viser sig ikke kun i resten af Danmark, men også i udlandet.
Efter nogle magre turistår i 2013 og 2014 er stimen forhåbentligt endegyldigt vendt for Nordjylland. Men der er stadig et stykke vej op til niveuaet, før finanskrisen ramte i 2008.
Antal overnatninger i Nordjylland og i kommunerne - 2015 og 2016:
Regionen i alt: 4.455.434 4.582.908
Aalborg Kommune 747.831 722.181
Frederikshavn Kommune 1.010.340 1.045.891
Hjørring Kommune 706.961 731.824
Jammerbugt Kommune 776.677 795.999
Mariagerfjord Kommune 236.693 245.472
Rebild Kommune 91.056 87.438
Thisted Kommune 236.793 297.687
Vesthimmerland Kommune 321.464 347.392
Der er ikke talt for Brønderslev, Morsø og Læsø kommuner.