Unikt samarbejde: Ny whisky er lagret på Limfjordsporter fade

831 flasker whisky blev frigivet torsdag aften. De er resultatet af et samarbejde mellem Thy Whisky og Thisted Bryghus.

De har arbejdet sammen i flere år. Nu er Thy Whisky og Thisted Bryghus så klar med en helt ny whisky, som er lagret på fade, der før har lagret Limfjordsporter.

”Thy Whisky no 11 – Stovt” hedder resultatet, som torsdag aften blev frigivet. I alt er der 831 flasker.

- Limfjordsporteren og den nye Thy Whisky klæder hinanden utroligt godt. Et velsmagende ”Thy-sæt” sagt med et glimt i øjet, siger Aage Svenningsen fra Thisted Bryghus.

Limfjordsporteren kan i år fejre 30 års jubilæum, og de sidste par år har Thisted Bryghus forsøgt at fadlagre den på whiskyfade ved Thy Whisky.

- Øllet er slet ikke så ringe. Og vi fandt ud af, at de tønder, der har holdt den mørke øl, tilmed kan noget helt særligt, når vi genbruger dem til vores whisky. Nu er vi klar med den første aftapning, siger Jakob Stjernholm, der er medejer af Thy Whisky.

Frigivelsen af den nye whisky blev fejret med en fest på bryghusets gamle maltloft, og de 100 billetter til arrangementet blev revet væk.

I oktober blev Thy Whisky kåret som Europas bedste whisky i verdens største whiskyguide.


Seneste nyt

fra Nordjylland