Vingegaard er finalist til prestigefyldt pris
Foto: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard er i spil til at blive del af en eksklusiv klub.
Jonas Vingegaard fra Hillerslev opnåede velsagtens det største resultat i dansk cykelhistorie, da han sidste sommer endte øverst på podiet i verdens største cykelløb, Tour de France.
Snart kan champagnepropperne atter springe. For nordjyden er nu blandt de tre finalister, der kæmper om at blive Årets Sportsnavn 2022. En pris der uddeles i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark.
- Det startede med en prolog i Københavns gader og sluttede med en dansker i gult på podiet i Paris. Jonas Vingegaard skrev sig i sommer ind i historiebøgerne som vinder af Tour de France. På vejen dertil viste han, at han ikke bare er en stor vinder, men i lige så høj grad en stor sportsmand. Vingegaard erobrede hele cykelverdenen og de danske sportshjerter med sin ydmyghed, sit sportsmanship og allermest med sine fantastiske evner på en cykel, siger Lars Krarup, der er formand for Team Danmark og med i dommerkomitéen til prisen.
Kan komme på liste med store navne
Begejstringen for cykelrytterens flotte præstationer i årets løb er ligeledes stor hos Danmark Idrætsforbunds formand, Hans Natorp, som er med i dommerkomitéen bag Årets Sportsnavn 2022.
- Jeg er dybt imponeret over Jonas Vingegaards enestående og historiske bedrifter, der endnu engang har sat Danmark på verdenskortet. Vingegaard er opvokset i et land uden høje bjerge, men ender alligevel som samlet vinder af verdens største etapeløb med nogle af de stejleste stigninger i Europa. Han har begejstret danskerne i en grad, som sjældent er set. Han er en rollemodel, der fortjener danskernes hyldest, og han fortjener at være blandt de tre finalister til at blive kåret som Årets Sportsnavn, siger han.
Sidste år vandt badmintonspilleren Viktor Axelsen den fornemme hæder, og i det hele taget er det en eksklusiv klub, som Vingegaard kan blive en del af.
Tidligere vindere af Årets Sportsnavn
1991: Mette Jacobsen, svømning
1992: Jesper Bank, sejlsport
1993: Damelandsholdet, håndbold
1994: Damelandsholdet, håndbold
1995: Mette Jacobsen, svømning
1996: Bjarne Riis, cykling
1997: Wilson Kipketer, atletik
1998: Letvægtsfireren, roning
1999: Camilla Martin, badminton
2000: Damelandsholdet, håndbold
2001: Thomas Bjørn, golf
2002: Tom Kristensen, motorsport
2003: Nicki Pedersen, speedway
2004: Letvægtsfireren, roning
2005: Tom Kristensen, motorsport
2006: Mikkel Kessler, boksning
2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning
2008: Herrelandsholdet, håndbold
2009: Lotte Friis, svømning
2010: Caroline Wozniacki, tennis
2011: Jeanette Ottesen, svømning
2012: Lasse Norman Hansen, cykling
2013: Maja Jager, bueskydning
2014: Camilla Pedersen, triatlon
2015: René Holten Poulsen, kajak
2016: Pernille Blume, svømning
2017: Viktor Axelsen, badminton
2018: Caroline Wozniacki, tennis
2019: Mads Pedersen, cykling
2020: Banelandsholdet i 4.000 meter holdforfølgelsesløb
2021: Viktor Axelsen, badminton
De sidste to finalister til Årets Sportsnavn 2022 offentliggøres i de kommende uger, og vinderen kåres ved DR’s sportsshow ’SPORT 2022’, der sendes live fra BOXEN i Herning 7. januar 2023.