Aalborg tager vigtig sejr mod KIF Kolding København

I en udsolgt hal kunne Aalborg Håndbold lørdag imponere alle de fremmødte fans, da de slog KIF Kolding København med 10 mål.

To giganter stødte sammen, da KIF Kolding Købehavn gæstede Aalborg Håndbold lørdag eftermiddag.

Aalborg har tabt sine seneste tre kampe, imens Kolding København kun har fået et point i samme antal kampe. Derfor var det også to pressede hold, der krydsede klinger. Aalborg kom dog bedst ud af opgøret og tager to vigtige point, da de vandt med 30-20.

Aggefors var storspillende i målet

Det var også aalborgenserne, der startede kampen bedst, da de var foran med 3-1 efter bare fem minutter. Kolding København havde store problemer angrebet, da Aalborg stod godt i forsvaret.

I modsatte ende havde Søren Haagen også problemer, og han kunne ikke forhindre, at Aalborg i midten af første halvleg havde sat otte bolde i kassen. Kolding havde modsat kun scoret tre gange.

Herefter blev Haagen pillet ud, og Marcus Cleverly kom ind. Han kunne heller ikke gøre noget ved Aalborg-angrebet, som pumpede bolde i kassen. Mikael Aggefors i Aalborg-målet havde imidlertid flere redninger, og første halvleg sejlede i deres retning. Aalborg kunne gå til pause med en føring på 14-7.

Aalborg fortsatte i samme tempo

Aggefors fortsatte sit store målmandsspil i starten af anden halvleg, og efter cirka fem minutters spil var aalborgenserne foran med seks mål.

Niveauet dalede dog lidt i anden halvleg, da spillet var præget af mange tekniske fejl, og det var tilfældet i begge ender.

Halvvejs i anden halvleg spillede Kolding sig lidt mere ind i kampen, og de var på dette tidspunkt kun bagud med fem. Aalborg begyndte at sjuske lidt og fik en del udvisninger.

En udsolgt arena i Aalborg kunne til slut se, at Aalborg kørte en sikker sejr hjem. De vandt med 30-20 efter solidt spil.


Seneste nyt

fra Nordjylland