Den ene dag må man forstå, at ting tager tid. At kontinuitet er afgørende for et fodboldholds succes. At al den fan- og ekspertsnak om en trænerfyring er både utidig og pinagtig.

Den næste dag er træneren så alligevel fyret.

Ja, for vi kunne ikke få øje på det rigtige udtryk på banen, og vi føler, at vi har brug for noget ny energi fra sidelinjen, som det i reglen lyder i den pressemeddelelse, der i øvrigt plastres til med lovord om den afgående cheftræner.

I dag var det så AaB's tur. Ja, AaB, som har skiftet træner utallige gange i løbet af det sidste årti i en forgæves jagt på fordums styrke. I løbet af de sidste to år har AaB haft seks cheftrænere:

Jakob Friis. Peter Feher. Martí Cifuentes. Oscar Hiljemark. Lars Friis. Og nu altså Erik Hamrén. Javel, Feher og Hiljemark var det, man kalder midlertidige cheftrænere.

Men det er de da vist alle sammen deroppe.

- AaB var helt åbenlyst i bedring

Seneste træner i den nordjyske mølle blev altså Lars Friis. Som AaB hentede under stort ståhej i Viborg FF i foråret. Fordi man VILLE have Lars Friis. Efter en omgang tovtrækkeri med Viborg FF, hvor Lars Friis var på kontrakt, fik AaB sin vilje og sin nye cheftræner. Hvor var det godt.

Ja, altså lige indtil det åbenbart ikke længere var det.

Jeg er med på, at AaB er placeret under nedrykningsstregen, hvilket ikke er så godt. Men. Og det er min væsentlige anke mod denne fyring: AaB var helt åbenlyst i bedring.

Lad mig skitsere forløbet under Lars Friis. Det begyndte rigtig godt med den nye træner, som vandt fire af sine fem første kampe. Siden vendte pilen den anden vej. AaB vandt ikke en eneste af forårets sidste otte kampe og sluttede derfor, som holdet har for vane. Altså i ingenmandsland.

Tilmed tabte AaB til netop Viborg FF i en playoff-kamp om europæisk deltagelse. Det var bestemt ikke godt.

AaB har ikke deltaget i Europa Cup’en siden 2015, hvilket er en skrækkelig underpræstation. At ”hele Nordjyllands hold” var plaget af skader og temmelig uheldige i kampens løb, fritager naturligvis ikke Lars Friis for ansvaret for fiaskoen.

Farvel til tre bærende kræfter

Nå. Men Lars Friis skulle selvfølgelig ikke fyres på baggrund af så kort et forløb. Han skulle have muligheden for at bygge tingene op. Med en spillertrup, der undergik en vis forandring i sommerpausen. Til det bedre? Ja, det kan man i høj grad diskutere.

AaB mistede Superligaens bedste målmand Jacob Rinne, forsvarsdirigenten Rasmus Thelander og for få dage siden også forsvarstalentet Mathias Ross. Tre bærende kræfter.

Afløserne var det, jeg vil kalde almindelige superligaspillere. Lad os sige, at truppens styrke var status quo. Den blev i hvert fald ikke styrket, og da slet ikke på den angriberposition, som skriger efter forbedring.

AaB fik også en elendig start. Vi hørte lidt om, at nye spillere lige skal finde hinanden, og jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke ordet ”proces” også blev nævnt. I den danske fodboldverden dækker ”proces” over en tilstand, hvor det går rigtig dårligt, før det bliver godt. Javel, så.

Efter fem kampe i den nye sæson lå AaB under nedrykningsstregen med blot to point. Nu begyndte snakken om Lars Friis’ kompetencer eller mangel på samme at florere på Vesttribunen og de sociale medier. Men AaB holdt fast.

- På grænsen til det uforskammede

I den sjette kamp blev det så 2-1 over Brøndby, og hvis der er noget, der er balsam for den sårede nordjyske fodboldsjæl, er det netop det; en sejr over Brøndby. Der var næsten 10.000 tilskuere på Aalborg Portland Park.

Herefter fulgte et uheldigt nederlag til topholdet fra Randers inden den næste manddomsprøve, som var en udekamp mod FC Midtjylland. Jeg var på stadion og var spændt på at se, hvordan AaB klarede opgaven.

AaB spillede fremragende og vandt med 2-0. Mathias Ross holdt sammen på forsvaret, Pedro Ferreira styrede midtbanen, og længere fremme gav Lucas Andersen og Allan Sousa løfter om bedre tider. Alle var glade.

Lige indtil de ikke længere var det.

For pludselig solgte AaB så Mathias Ross til tyrkiske Galatasaray. Det kunne lade sig gøre, fordi tyrkernes transfervindue holder længere åbent end de øvrige europæiske lande. Tilbuddet var åbenbart også så godt, at AaB ikke følte, de kunne sige nej. Fair nok.

Men det efterlod bare stadigvæk Lars Friis med en trup, der nærmest var blottet for centrale forsvarsspillere. Der var en tilbage, og han blev skadet efter en halv time af søndagens kamp mod Lyngby. I stedet måtte Friis smide en 18-årig debutant på banen. Kampen endte 1-1.

Hvis det beskrevne forløb retfærdiggør en fyring af sportslige årsager, så vil jeg mene, det er på grænsen til det uforskammede. Hvis fyringen dækker over noget andet, så vil jeg glæde mig til at få en forklaring.

Indtil da vil jeg tillade mig at sige: Undskyld, AaB. Hvad?

Se interview med Morten Bruun om trænerfyringen: