Barsk søndag gav kraftigste vindstød siden stormen Nora
Søndagen bød på barskt efterårsvejr.
Der var store lokale variationer i vejret søndag.
Det gik voldsomt for sig, da et område med kraftige byger søndag ramte landet med både torden og kraftige vindstød.
Flere steder blev der målt vindstød af stormstyrke, og helt lokalt blev der målt vindstød af stærk storm.
Det gør blæsevejret til det kraftigste, hvis man kigger på vindstød, der har ramt landet siden februar, da stormen Nora hærgede med vindstød af orkanstyrke.
Kraftige vindstød - over 110 kilometer i timen
Blæsten var kraftigst i den nordvestlige del af landet, hvor der udbredt blev målt vindstød af stormende kuling.
Hele syv steder blev der målt vindstød stormstyrke, mens to steder sågar nåede op på vindstød af stærk storm.
Det højeste vindstød blev målt i Aalborg ved frokosttid, og ramte 31,4 meter per sekund.
Det svarer til omkring 113 kilometer i timen, og er ikke langt fra orkanstyrke.
Beauforts vindskala - inddelingen af vindstyrker i Danmark
I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.
Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s
Den højeste middelvind blev målt til 20,4 meter per sekund, som er lige under grænsen for stormende kuling.
Det er den højest målte middelvind siden starten af april, hvor det kraftigste april-blæsevejr i 25 år ramte landet.
Kraftige byger gav vindstød - og store lokale variationer
De kraftigste vindstød blev målt i forbindelse med de mange tordenbyger, som ramte store dele af landet.
På radarbilledet ovenfor kan det ses, at der var mange kraftige byger over den vestlige del af landet.
I forbindelse med bygerne blev der registreret mange lyn, især for årstiden.
Intense byger kan ofte give kraftige vindstød, da de kan hive vinde fra højere luftlag ned til overfladen.
Det illustreres tydeligt af radarbilledet nedenfor, for klokken 14 søndag, hvor linjen af byger netop er ved at ramme Røsnæs Fyr.
Det er her, der ved 14 tiden blev målt et vindstød af stærk storm.
Selvom vejret under bygerne var særdeles barskt, kunne man få kilometer væk stå med en helt anden opfattelse af vejret.
Bygerne var nemlig meget lokale, og mange steder bød søndagen på prangende solskin, dog med en del blæst.
Selvom bygerne flere steder var mere end kraftige nok til at give skybrud, blev der ikke registreret skybrud noget sted.
Det kommer af, at bygerne havde meget fart på, takket være søndagens kraftige blæst.
Mest nedbør kom der ved Kolding, hvor der faldt 20 millimeter regn i løbet af søndagen.