Bus fuld af børn blev stoppet med defekte bremser i går - taget i ny razzia i dag
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Ud af 45 busser, der blev tjekket ved fodboldstævne for børn, dumpede 22. En af dem er torsdag morgen taget i en ny razzia.
Ud af 45 busser, der blev tjekket ved fodboldstævne for børn, dumpede 22. En af dem er torsdag morgen taget i en ny razzia.
Problemerne med ulovlige busser, der fragter børn ved ungdomsstævnet Dana Cup i Hjørring i Nordjylland, ser ud til at fortsætte.
De seneste to dage har politiet standset 45 busser. 22 af dem dumpede sikkerhedstjekket, og fire busser var i så dårlig stand, at nummerpladerne blev klippet på stedet.
En af de busser, der i går blev taget med defekte bremser og fik forbud mod at køre videre, blev her torsdag morgen stoppet i en ny kontrol. I bussen sad en gruppe unge fodbolddrenge fra Norge.
- Drengene blev bedt om at forlade bussen, fordi bremserne stadig ikke virkede. Da politiet undersøgte bussen nærmere, kunne man konstatere, at bremserne ikke var blevet undersøgt og repareret. Så den fik klippet nummerpladerne og får ikke lov til at køre videre, fortæller Winnie Laursen, TV 2s reporter på stedet.
Kommune: Det vil vi ikke acceptere
Størstedelen af busserne kommer fra Hjørring Turistfart og Citybus, som til daglig også kører skolebus i Hjørring for Nordjyllands Trafikselskab.
Hjørring Kommune siger, at firmaet Hjørring Turistfart og Citybus ikke får lov at køre med børn igen, før der er styr på sikkerheden ved firmaets busser.
- Vi skal og kan ikke acceptere, at sådan noget sker. Vi skal ikke lade vores skolebørn transportere i sådan nogle busser. Vi er i dialog med Nordjyllands Trafikselskab i øjeblikket, og vi tager en dialog med Hjørring Turistfart, så snart vi starter op efter sommerferien – og inden børnene skal starte op i skole, lyder det torsdag morgen fra formanden for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune, Ole Ørnbøl (Soc.dem.).
Politiet ser med alvor på de ulovlige busser:
- Det er jo meget farligt. I større eller mindre grad. De værste, vi har set, der rykker de sig op til flere meter på vejene. Og så kan man jo kun bruge fantasien til, hvad der så kan ske, hvis de kører langs et fortov, siger politikommissær Claus Kjær-Pedersen fra Nordjyllands Politi til TV 2.
Ingen fra Hjørring Turistfart og Citybus har endnu ønsket at udtale sig. Torsdag lyder det fra firmaet, at man vil vente til Dana Cup er overstået, før man vil kommentere sagen.