Corona-kur på vej? Nyt stort studie viser markante resultater
Foto: Gilead Sciences/Ritzau Scanpix
Muligvis findes løsningen på verdens coronaproblemer i dette glas. Medicinen Remdesivir har vist gode takter i jagten på en kur.
Danmark er blandt de 22 lande, der deltager i forsøget.
Et muligt gennembrud inden for behandlingen af covid-19 kan være en realitet.
Nye data fra forsøg med det antivirale middel Remdesivir viser i hvert fald positive takter i kampen mod den pandemiske virus.
Det skriver flere internationale medier heriblandt CNN. Det samme skriver Rigshospitalet i en pressemeddelelse.
Forsøg med midlet indikerer, at coronapatienter, der har taget Remdesivir, kommer sig hurtigere, end patienter, der har fået et placebomiddel.
- Dataen viser, at Remdesivir har en klar, betydelig positiv effekt i forhold til at få tiden til man kommer sig til at falde, siger Anthony Fauci, der er direktør for Institute of Allergy and Infectious Diseases, der har finansieret forsøget.
Forbedrer restitutionstid
Resultatet fra de foreløbige forsøg viser, at midlet forbedrer restitutionstiden for covid-19-patienter fra 15 til 11 dage.
Desuden viser forsøgene, at dødeligheden falder fra 11 til 8 procent hos de patienter, der fik Remdesivir.
Ifølge ABC News omfatter forsøget 1063 patienter fra 22 forskellige lande. Danmark er blandt de 22 lande, der deltager i forsøget. 42 danskere er med i forsøget.
Dansk professor: Enormt positivt
- Det er enormt positivt, at vi nu kan konstatere, at det første lægemiddel, vi har satset på til behandling af alvorligt syge covid-19 patienter, lader til at have en gavnlig effekt, siger professor i infektionsmedicin fra Rigshospitalet Jens Lundgren i en pressemeddelelse fra Rigshospitalet.
- Nu kan vi konkludere, at patienter, der har fået en aktiv behandling med Remdesivir, får det bedre, end patienter, der ikke får midlet. Det har vi set i dyreforsøg tidligere. Nu har vi også påvist effekten på indlagte patienter med covid-19 siger Jens Lundgren i pressemeddelelsen.
De positive resultater for forsøgspersonerne i Remdesivir-behandling betyder, at alle fortsat syge forsøgspersoner i placebo-behandling nu bliver tilbudt at få behandling med Remdesivir, selvom forsøget ikke er helt afsluttet, lyder det i pressemeddelsen.
Det er enormt positivt, at vi nu kan konstatere, at det første lægemiddel, vi har satset på til behandling af alvorligt syge covid-19 patienter, lader til at have en gavnlig effekt.
Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin, Rigshospitalet
Første forsøg floppede
Remdesivir, der oprindeligt blev udviklet til at bekæmpe ebola i Afrika, floppede ellers i første test, der blev beskrevet i Financial Times i sidste uge.
Her fremgik det af et dokumentudkast, som WHO offentliggjorde ved en fejl, at midlet ikke gjorde nogen særlig forskel, når man testede det på coronapatienter.
Studiet omfattede 237 patienter, hvoraf 158 fik Remdesivir, mens 79 fik placebo.
WHO: For tidligt i processen
WHO afviser at kommentere på de seneste resultater, da det er for tidligt i processen, skriver CNN.
Ifølge Maria Van Kerkhove, der er epidemiolog ved WHO, er det meget sjældent, at et enkelt studie er en ’game changer’.
Hun siger, at WHO generelt skal bruge bevis fra flere forskellige forsøg, før de gennemgår og kritiserer beviserne.