Den sidste store overenskomstaftale er på plads
Foto: Maiken Bang Jørgensen / TV 2 Grafik
I omegnen af 90 procent af det private arbejdsmarked har nu fundet frem til en aftale, siger erhvervskommentator.
Årets sidste helt store overenskomstaftale er faldet på plads.
Tirsdag har 3F Byggegruppen nemlig skrevet under på en overenskomstfornyelse med Dansk Industri Byggeri. Det oplyser Dansk Industri i en pressemeddelelse.
Aftalen er toårig og gælder for 6000 virksomheder og 80.000 medarbejdere i byggeriet - herunder murere, tømrere, stillads- og betonarbejdere.
På fagforeningssiden er formand for 3F Byggegruppen Claus von Elling godt tilfreds.
- Jeg kunne næsten ikke have skrevet det bedre selv, end det vi har gjort her i fællesskab, siger han på et pressemøde tirsdag eftermiddag.
På arbejdsgiversiden mener DI's vicedirektør Niels Grøn, at aftalen er noget "som begge parter kan se sig selv i".
- Vi har landet et forlig, der er forholdsvist dyrt for virksomhederne, men først og fremmest ansvarligt og fornyende, siger han blandt andet.
Tillæg til udenlandsk arbejdskraft
En af forhandlingernes store temaer har været lønforskelle mellem danske og udenlandske byggeriarbejdere - herunder frygt for lønpres på danske ansatte.
Det er også slået igennem i aftalen, hvor man har indført et nyt boligtillæg til udenlandske medarbejdere. Dem på mindsteløn får 25 kroner i timen i tillæg i op til tolv måneder - men det har haft en pris.
- Vi har også betalt lidt for det. Vi har givet lidt på fritvalgskontoen, siger Claus von Elling.
Hvor industriens fagforeninger forhandlede sig til en lønstigning gennem en forøgelse af bidraget til fritvalgskontoen på 2 procentpoint, er det i byggeriet endt på kun 1,8 procentpoint.
Dertil kommer en lønstigning ved at hæve arbejdsgivernes pensionsbidrag fra 8 til 10 procent, mens medarbejderbidraget ændres fra 4 til 2 procent.
Således får de ansatte fremover 2 procent mere af deres løn udbetalt til lønkontoen i stedet for pensionsopsparingen, og den del er identisk med industriens aftale.
Dertil kommer en række andre ændringer. Heriblandt:
- Mindstelønnen stiger med 4,50 kroner i år og med 4,50 kroner i 2024.
- Øvrige genebetalinger stiger med 4,5 procent i år og 3,5 procent i 2024
- Betalingssatserne til lærlinge forhøjes med 4,5 procent i år og 3,5 procent i 2024
- Der er afsat flere penge til bedre arbejdsmiljø, både for at undgå ulykker og forebygge nedslidning.
Det er vigtigt at huske, at overenskomsten er en del af det såkaldte minimumslønområde, hvor kun dele af lønstigningen forhandles centralt. Resten skal forhandles på de enkelte virksomheder.
Derfor er Claus von Elling også "rimelig tryg ved", at den ansatte i byggeriet kan få indhentet den seneste tids dalende realløn indenfor de næste to år.
- Jeg synes faktisk, at den pris, vi har fundet, har en meget fin balance. For det er ingen hemmelighed, at kolleegerne i byggeriet er ret gode til at håndtere den lokale lønforhandling, siger han.
De største områder er på plads
De sidste overenskomstforhandlinger på minde områder som slagterier og i rengøringsbranchen mangler stadig at falde på plads.
Men med byggeriets aftale lader årets forhandlinger til at lakke mod enden.
Det fortæller TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn:
- Vi har altså nu i nærheden af 90 procent af det private arbejdsmarked dækket ind. Og grundlæggende har man kunnet finde hinanden på alle de store områder.