LIGE NU:

Efter ny smitterekord: - Statsministeren tør ikke vente med nye restriktioner

Partiernes sundhedsordførere er søndag indkaldt til orientering, og politisk analytiker Hans Redder varsler nye restriktioner meget snart.

Over 30 timer blev 2115 danskere testet positiv for coronavirus, fremgik det af tallene fra Statens Serum Institut lørdag.

Tallet i sig selv er højt, men det er antallet af positive prøver i forhold til antallet af coronatest, der især skræmmer regeringen.

Med 93.809 test foretaget landet over og 2115 smittede, betyder det, at 2,25 procent af alle testede har været positive for covid-19.

- Man kan ikke bare afvente, hvordan restriktionerne virker, hvis der sker så stor en stigning, vurderer TV 2s politiske analytiker, Hans Redder.

Covid-19 følgegruppen, der består af alle partiernes sundhedsordførere, er derfor indkaldt til orientering søndag.

- Der kommer indenfor det næste døgn nye restriktioner. Det er jeg helt overbevist om, siger Hans Redder.

Meget smitte i Region Hovedstaden

Det er særligt i hovedstadsområdet, at smitten stiger så voldsomt, at regeringen overvejer nye restriktioner.

Derfor vil det heller ikke være usandsynligt, at de nye restriktioner er geografisk møntet på Region Hovedstaden, siger Peder Hvelpelund, sundhedsordfører for Enhedslisten.

- Fordelen ved, at vi har så finkammet et testsystem, hvor vi kan se, hvordan smitten spreder sig, er, at vi kan lave geografiske tiltag, lyder det fra Peder Hvelpelund.

Hvad nye restriktioner konkret kan indebære, det er endnu uvist, men Peder Hvelpelund så gerne, at man blandt andet sender elever hjem fra alle uddannelser.

- Det er primært blandt unge, smitten spreder sig. Det er der, vi skal sætte ind.

Den seneste uge er mere end 10.000 testet positiv for coronavirus. Over halvdelen af dem er fra Region Hovedstaden.

Frygter smitteeksplosion i juleferien

Det er under en uge siden, at der sidst blev præsenteret nye coronavirus-restriktioner.

Tirsdag 1. december blev 17 hovedstadskommuner pålagt skærpede restriktioner i forhold til resten af landet.

Samme dag kom sundhedsminister Magnus Heunicke (S) med en bøn til danskerne:

- Positivprocenten i hovedstadsområdet er væsentlig højere end i resten af landet, og der er et særligt højt antal smittede blandt 15-25-årige, sagde ministeren samtidig med, han opfordrede alle i aldersgruppen i de 17 kommuner til at lade sig teste inden juleaften.

Ifølge Hans Redder er regeringens ambitioner med restriktionerne at få bragt coronavirus-smitten ned før juleferien.

- Det er helt tydeligt min opfattelse fra kilder i regeringen, at man er bekymret for, at vi om få uger går juleferie i møde og rejser på kryds og tværs af landet, siger Hans Redder.

Og det er også derfor, at man allerede nu taler om nye restriktioner kun fem dage, efter de sidste restriktioner blev præsenteret.

- Det er den her dans med corona, som Mette Frederiksen kalder det, hvor der går et par uger fra det sker, til man kan se det i smittetallene, lyder det fra Hans Redder.