Ekspert måber over Aalborg Håndbold
Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix
Aalborg Håndbold leverede en stærk præstation, da de slog Flensburg-Handewitt i den første Champions League-kvartfinale.
Med en storspillende Mikael Aggefors i målet sikrede Aalborg sig en fornem sejr på 26-21 over Flensburg-Handewitt i torsdagens Champions League-møde.
Opgøret var det første af to kvartfinaleopgør mellem de to hold, og med sejren står aalborgenserne med det klart bedste udgangspunkt inden returkampen i Flensburg på onsdag.
Og ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard var resultatet mere end bare godkendt.
- I dansk regi er det et af de største resultater i nyere tid. Det er top-to i Bundesligaen, som bliver kørt helt ud. Men det var ikke en imponerende håndboldkamp. Kvalitetsmæssigt var det ikke stort. Men det er godt nok stort, at Aalborg Håndbold i den grad satte Flensburg skak og mat - og har et formidabelt udgangspunkt, siger Bent Nyegaard.
- Han var brillant
En af de store oplevelser i kampen var Aalborgs målmand Mikael Aggefors.
Den svenske målvogter stod med en imponerende redningsprocent på 45 procent, og han var derfor stærkt medvirkende til, at Aalborg formåede at hive det stærke resultat hjem.
- Der var været diskussion om, hvad der skal ske på målmandsposition, når Aalborg laver storholdet. Men så står Aggefors på 45 procent. Det er klart, at når du den kvalitet med Aalborg og vinder målmandsduellen markant over Flensburg, som ikke tog mange langskud, så er du godt på vej. Han var brillant, siger Bent Nyegaard.
Samtidig roser eksperten blandt andre Henrik Møllgaard for den betydning, han har for Aalborg-mandskabet.
Og Mølgaard selv var da også godt tilfreds med kampens udfald.
- Favoritværdigheden ligger hos os nu. Fem mål er meget at få med. Vi kunne ikke klemme meget mere ud af den her, og vi er rigtig tilfredse med indsatsen, siger den danske Aalborg-spiller til TV3 SPORT.
En svag Flensburg-præstation
Selvom Aalborg i perioder spillede god håndbold, og Mikael Aggefors i målet diskede op med den ene store redning efter den anden, skal noget af sejren også tilskrives Flensburgs manglende styrke på dagen. Det vurderer Bent Nyegaard.
- Det hører med i vurderingen, at det var meget, meget skuffende at se Flensburg. Det var en præstation langt under niveau.
- Jeg vil sige, det er meget overraskende, at der ikke var mere i dem. En skuffende Flensburg-præstation, men det skal ikke tage noget fra Aalborg, siger eksperten.