Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ekspert vurderer: Sådan står Superliga-holdene inden forårssæsonen

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

TV 2 SPORTs fodboldekspert Peter Sørensen har vurderet styrkeforholdet i blandt de 14 hold i Superligaen, inden forårssæsonen skydes i gang.

Efter en pause på næsten to måneder starter Superligaen igen op fredag, hvor AGF og Esbjerg åbner forårssæsonen i den bedste danske fodboldliga.

Det var spillerne fra FC København, der kunne gå til vinterpause i midten af december med det største smil på læben, da de indtager førstepladsen med 47 point. FC Midtjylland følger stærkt efter med 44 point.

Brøndby er sammen med resten af Superliga-klubberne hægtet lidt af i forhold til top-to, da de gul-blusede indtager tredjepladsen med 30 point. Efter Brøndby kommer et tæt midterfelt af Esbjerg, AaB, Randers, OB, Esbjerg og Horsens.

I bunden hænger Vejle og Hobro, som begge har 16 point, imens Vendsyssel indtager en 12.-plads med 19 point.

TV 2 SPORTs fodboldekspert Peter Sørensen har inden starten på sidste halvdel af sæsonen rangeret klubberne i Superligaen, hvor han har vurderet, hvordan styrkeforholdet er imellem de 14 klubber i forhold til efterårssæsonen samt til- og afgange i det netop overståede transfervindue.

Peter Sørensens rangeringer

1. FC København
2. FC Midtjylland

- De er begge forstærkede på sådan en måde, at jeg ikke mener, at der er rykket på styrkeforholdet imellem de to. Det er der derimod til alle de andre. I konkurrencen imellem de to er det, som det har været hele tiden. Det afgørende bliver, hvordan deres indbyrdes kampe bliver, når de kommer til slutspillet.

- FCK er lidt foran nu, og hvis de får Viktor Fischer klar, tror jeg stadig, at de er et mulehår foran Midtjylland, men det bliver et tæt løb.

3. Brøndby

- Jeg vil forvente, at Brøndby ender som nummer tre, men jeg synes, at de har været meget tilbageholdende i det netop overståede transfermarked. Når jeg er lidt overrasket over det, er det, fordi at Ebbe Sand er kommet, og jeg synes, at det ville have været et godt tidspunkt for ham at markere sine visioner, og at der ligesom er en ny tid med ham. Det kan jeg ikke se, at de på nogen måde har gjort her i transfervinduet.

- Hvis vi siger, at der har været tilbageholdenhed, og at de er, hvor de hele tiden har været, er de alligevel svækkede i forhold til top-tre, som er deres målsætning. FC København og FC Midtjylland har jo forstærket sig. Derfor vil jeg sige, at de nærmest ser ud til at være tilfredse med top-tre. Jeg synes ikke, at deres vindue tyder på, at de forsøger at kæmpe sig tilbage.

4. AaB
5. OB
6. Randers
7. AGF

- Hele denne kategori skal kæmpe om at være i top-seks. AGF melder sig ind i blandt de hold, der ikke kan komme i fare, men som kan kæmpe om de positioner under FCK og FCM. Når jeg siger AGF, på trods af at de faktisk er seks point efter Brøndby på tredjepladsen, er det, fordi at de har handlet godt i vinduet. Jeg synes, at de har handlet rigtigt i den tid, de har kunne handle. De har analyseret deres situation rigtigt og har netop hentet spillere ind til positioner, hvor de har været svage på baggrund af det, vi har set her henover efteråret.

- Det er set i lyset af, at de øvrige midterhold ikke rigtig har handlet. I det øjeblik, man lader det nuværende forblive, vil en forstærkning hos dem, der er på jagt, jo gøre en forskel. Dermed bliver man udfordret på, om det, der har været godt nok, også bliver ved med at være det.

8. Horsens
9. Esbjerg
10. SønderjyskE

11. FC Nordsjælland

- Jeg er sikker på, at de øverste tre ikke kommer i nedrykningsfare. Jeg synes næsten, at Esbjerg har spillet over evne, og de har leveret meget bedre, end man har kunne forvente - ikke mindst af en oprykker, og det synes jeg er flot. Det vil dog overraske mig, hvis de kan gøre det her henover de første kampe også.

- Horsens har markeret sig positivt i lyset af, at de hentet en angriber, som passer rigtig godt til den måde, som de spiller på. SønderjyskE kommer heller ikke i problemer, tror jeg.

- Jeg er i tvivl med FC Nordsjælland, da de har et meget hårdt program. Det kan heller ikke undgå at påvirke dem, at Kasper Hjulmand har sat, at han stopper til sommer. Derfor er de også nederst i denne kategori, hvor jeg har dem på en 11.-plads. Dermed kan de godt risikere at i den endelige opdeling efter første del, at de kommer til at ende i blandt de dårligste to i den pulje, de kommer i. Det vil jeg være nervøs for, hvis jeg var Nordsjælland.

12. Vejle
13. Vendsyssel
14. Hobro

- Jeg synes, at Vendsyssel har været aktive, men spørgsmålet er, hvor gode de er, dem de har fået ind. Det ved vi ikke. Hobro har ikke været aktive. De håber givetvis på, at Pål Kirkevold kan vende tilbage og gøre forskellen der. Det er farligt, synes jeg. Det er farligt at lade én mand være den afgørende for, at de kan klare sig fra en sidsteplads.

- I modsætning til det, vil jeg sige, at Vejle i lighed til AGF har været de store vindere på transfermarkedet af alle de hold, der ikke kæmper om guldet. Jeg synes især, at det er Kjartan Finnbogason, der kan gøre en forskel. Jeg synes, at Malthe Amundsen og Mathias Hebo er gode spillere, og de får glæde af dem, men jeg tror især, at det er rigtig set at hente Finnbogason ind. De har ikke haft en angriber, der har været effektiv og dygtig nok til at udnytte relativt mange chancer. Jeg tror, at han kan være en afgørende forskel, og jeg tror faktisk, at de klarer sig.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Stormfloder vil rase langt oftere, og derfor giver staten et milliondyrt rygstød til udsatte områder. Det løser ikke hele problemet, siger minister.

Områder, som er i fare for at blive oversvømmet, får nu hjælp.

Statens Kystpulje afsætter i alt 150 millioner kroner til otte projekter, som er truet af både oversvømmelser og erosion.

Det fortæller miljøminister Magnus Heunicke (S) til TV 2.

- Vi ved, at klimaforandringerne betyder, at vi får meget voldsommere vejr, og i og med at vandstanden stiger, betyder det, at stormfloderne kommer hyppigere, og de vil slå voldsommere ind. Den hidtidige kystbeskyttelse er langt fra nok, siger Magnus Heunicke.

Oftere og oftere oplever Danmark voldsomt vejr og stormfloder, der truer huse, byggeri, havne og haver. Og mens placeringer på havnefronte stadig er attraktive, følger der flere steder i landet en stor risiko med.

Projekter, der får støtte fra Kystpuljen

  • Sønderbo digeprojekt, Fanø Kommune – 9,5 millioner kroner.

  • Sandfordring på vestvendt kyst, Hjørring Kommune – 6,3 millioner kroner

  • Kystbeskyttelsesprojekt, Dragør Kommune – 30 millioner kroner

  • Højvandsport og landanlæg, Lolland Kommune – 27,6 millioner kroner

  • Stormflodsbeskyttelse, Vejle Kommune – 12,6 millioner kroner

  • Anlæg til kystbeskyttelse, Vallensbæk, Greve, Brøndby og Ishøj Kommune – 22,8 millioner kroner

  • Højvandsmur og stormflodsporte, Faaborg-Midtfyn Kommune – 11,1 millioner kroner

  • Erosions- og højvandssikring, Stevns Kommune – 25,9 millioner kroner

Statistisk set forekommer stormfloder hvert 20. år, men i slutningen af dette århundrede kan de forekomme langt hyppigere.

- Vi ser ind i scenarier, hvor 20-årshændelser vil ske hvert eller hvert andet år. 100-årshændelser vil også komme hyppigere, siger Magnus Heunicke.

Siden 2020 og frem til og med 2024 er der uddelt 580 millioner kroner fra Kystpuljen til 30 kommuner fordelt på 46 projekter.

Et af de projekter ligger i Hjørring Kommune, hvor der er givet 6,3 millioner til sandfordring på kommunens vestvendte kyst, nærmere bestemt sandfodring på samlet 8,8 kilometer erosionsramt strækning, primært ved sommerhusområderne Nr. Lyngby, Mårup, nord for Lønstrup fra Harrerenden til Udemarken og ud for Nørlev-Skallerup-området.

Problemet er dermed ikke løst

Puljen for i år dækker op til 40 procent af et projekts anlægssum op til maksimalt 30 millioner kroner per projekt.

Alle landets kommuner har kunnet søge puljen. De otte projekter er udvalgt, da de lever op til krav om kystbeskyttelse, der bygger på naturbaserede løsninger, som er inspireret af naturen og leverer miljømæssige, sociale og økonomiske gevinster.

Flere af de projekter, som er udpeget til støtte, kræver dog en langt højere pris for at blive etableret, end hvad staten kan give.

I Nakskov Kommune vil etableringen af en højvandsport med tilhørende landanlæg for eksempel koste 275 millioner kroner.

Statens tilskud lyder på 27,6 millioner.

Magnus Heunicke, hvad nytter tilskuddet?

- Det nytter, at de otte projekter kan komme i gang og komme videre. Man kan få op til 40 procent af staten, og resten skal så betales lokalt af kommunen eller lodsejerne. Det her er ét skridt, og vi skal langt videre, så problemet er ikke løst med det her, siger han.

Krav til kommunerne

Beboere i huse eller lejligheder, der er truet af voldsommere vejr, skal dog også betale deres del fremover, understreger ministeren.

Flere steder i landet har kommuner dog givet grønt lys til at bygge nyt i netop områder, der er udsat fra vejrhændelser og klimaforandringer.

Lolland Kommunes byråd har eksempelvis givet tilladelse til et større lejlighedsbyggeri, der er under opførelse på Sydkajen midt inde i byen få meter fra havnekanten.

Derfor er det fremover nødvendigt at stille krav til den slags byggeri, mener Magnus Heunicke.

- Vi er nødt til at insistere på, at når vi bygger nyt, skal byggeriet være forberedt på, at man enten etablere nogle nye beskyttelseslinjer for vandmasserne, eller at det kan holde til, at der kommer stormfloder, siger han.

Bør man ikke sige til kommunerne, at de ikke skal bygge så tæt på vandet?

 - Uanset om de får penge fra staten, skal kommunerne sikre sig den nye virkelighed fra voldsommere vejr, siger han og fortsætter:

- Det er en ny virkelighed, som vi skal ruste os til.


Foto: Aalborg Zoo

Her ses de positive tests.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Der er tale om en positiv graviditetstest.

Der er en ny baby på vej i Aalborg Zoo. Orangutangen Ruti er nemlig gravid.

Det oplyser Aalborg Zoo på sin Facebook-side.

I foråret blev det vurderet, at Ruti var klar til at blive drægtig, og derfor stoppede dyrepasserne med at give hende p-piller. Her et halvt år senere står det nu klart, at Ruti venter en unge til sommer.

I naturen går en unge med moren i syv til otte år, og af landlevende pattedyr er orangutangen det dyr med lavest fødselsrate, skriver Aalborg Zoo.

Hvis alt går vel for Ruti, kan hun nå at få tre unger i sin levetid.

Det var en ganske almindelig test - akkurat som den mennesker bruger - der viste, at orangutangen var gravid. Og for at være på den sikre side blev der foretaget tre tests.


Skagen-restaurantejer langer ud efter 'støj-politiet'

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Restaurantejeren mener, at byens beboere må stå sammen om at finde en løsning, så byen ikke dør.

'Mogens Bandholm har allerede vist, at han er villig til at fortsætte sin kamp mod vores bys liv og aktiviteter. Derfor er det vigtigt at forstå, at Mogens Bandholm ikke stopper før denne by er helt død og stille.'

Sådan lyder de hårde ord fra ejer af Skagen Fiskerestaurant, Jesper C. Winter, i et opslag på sin Facebookside.

Fremtiden for den levende musik i Skagen er nemlig uvis, efter at Frederikshavn Kommune har erkendt, at de ikke har fulgt loven på området.

Her spiller Mogens Bandholm en central rolle. I de seneste syv år har han kæmpet en indædt kamp mod de mange musikarrangementer i Skagen, som overskrider de støjgrænser, der er fastsat af Miljøstyrelsen.

Er bekymret for byens fremtid

Men Mogens Bandholms ageren vil ifølge Jesper C. Winter ende med at tage livet af Skagen by, og derfor føler han sig nødsaget til at dele sine tanker.

'Et særligt problem er de lave grænser for støjniveauer, som på sigt kan hæmme en lang række af de gode aktiviteter og initiativer, der gør Skagen levende og attraktiv,' lyder det i opslaget.

TV2 Nord har efterfølgende talt med Jesper C. Winter, men her har han ikke ønsket at tilføje yderligere til sit opslag på de sociale medier.

Heri påpeger restaurantejeren blandt andet, at grænser for støjniveau vil ramme arrangementer i gågaden, ballet ved den tilsandede kirke, julemarkedet i Aalbæk, aktiviteter i museets have og havnens aktiviteter.

'Selv almindelig udeservering på byens restauranter risikerer at blive umulig, hvis vi skal holde os inden for disse grænser. Det vil være katastrofalt for vores by, som i høj grad lever af oplevelser og gæstfrihed,' tilføjer han.

Derfor opfordrer Jesper C. Winther også beboerne i Skagen til at hjælpe med at komme på en løsning til at bevare byen.

'Vi må stå sammen for at beskytte vores by og de værdier, der gør Skagen til noget helt særligt'.

Facebookopslaget har været offentligt i to døgn og har i skrivende stund langt over 200 delinger, 800 likes og over 100 kommentarer.

Har haft sin pris

Mogens Bandholm har tidligere fortalt til TV2 Nord, at den årelange kamp mod støj har haft en pris.

- Der er steder i byen, jeg ikke længere må komme, fortalte han dengang.

I dag er han ifølge ham selv 'flygtet' til Norge', efter Jesper C. Winter lavede sit opslag.

- Jeg kan se, at Jesper får mange kommentarer på sit opslag, og der er også nogle, der omhandler mig. Det giver mig ikke hjertebanken, men jeg ved godt, mange er utilfredse med mig, fortæller han.

I forhold til restaurantejerens opslag, som er delt flere steder, fortæller Mogens Bandholm, at han bør gøre noget aktivt fremfor at 'ynke' på de sociale medier.

- Jeg synes, det brev er patetisk, fordi han brokker sig over, at hvis ikke han og andre får lov til at spille, som de vil, så dør Skagen, og det er en overdrivelse. Byen har levet i mange år uden udendørsmusik, påpeger Mogens Bandholm.

- Hvis Jesper og de andre vil spille udendørsmusik, som det passer dem, så må han gå til politikerne og få loven ændret, tilføjer han.

Mogens Bandholm påpeger desuden, at han mener, at udendørsmusikken har ødelagt, hvad Skagen en gang var.

- En gang kom man til Skagen for kunsten, havet og så videre. Man kom ikke for at høre musik på 10-12 restauranter, lyder det.


Tre mænd satte sig for at starte en fest: - Alle er glade!

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Der mangler dansefester for voksne, mener tre diskoglade DJ's, som har sat sig for at gøre noget ved problemet.

Lørdag løber årets sidste glitterball af stablen hos Cafe Ulla T i Aalborg.

Konceptet begyndte sidste år, da tre diskoglade DJ's savnede steder i Aalborg, der spillede den slags musik, som de kunne lide, og hvor det mere voksne publikum kunne danse og have en fest.

- Der er selvfølgelig Jomfru Ane Gade i Aalborg. Men når man har vores alder, kan man jo risikere at møde sine børn der, og det føles ikke som vores fest. Så vi kunne mærke et behov i os selv for et sted, hvor vi kunne have en fed aften, siger festarrangør og DJ Dennis Kronborg.

Og i stedet for at vente på, at det sted skulle opstå ud af det blå, besluttede de tre venner at skabe det selv. Så i 2023 arrangerede de deres første glitterball, med fokus på fest, farver, glimmer og disko. Siden da er det blevet til en god håndfuld fester, og de har stærke planer om at fortsætte konceptet til næste år.

Glitterball

Glitterball-festerne afholdes nogle gange om året.

Man kan købe billet til arrangementet, hvilket er en god ide, hvis man vil være sikker på at komme ind.

Arrangørerne offentliggører datoer på deres sociale medier.

Glitterballdanmark/@glitter.ball.dk

Lige nu har trioen planer om tre - fire fester i 2025.

Fandt hinanden gennem musik

De tre mænd har kendt hinanden i efterhånden mange år, og musik har altid fyldt meget for dem både individuelt og sammen. Faktisk var det musikken, der startede venskabet mellem Dennis Kronborg og Karsten Delgado, da den ene arbejdede i stereostudiet, hvor den anden handlede musik.

Siden dengang har musikken taget dem mange steder hen, både privat og i arbejdslivet, og alle dele af trioen har gjort det som DJ's. Derfor var det på mange måder oplagt for dem, at prøve kræfter med titlen som festarrangører. Musikken var der nemlig styr på.

I løbet af festerne skiftes de tre til at stå bag mixerpulten og sende pulserende diskotoner ud over dansegulvet.

Allerede fra første arrangement er festerne blevet taget positivt imod, og billetterne bliver udsolgt gang på gang.

- Alle er glade. Mange gør noget ud af det med pink tøj eller glitterkjoler, så de passer til temaet, og vi kan mærke at alle er med på at bidrage til at skabe en god aften. Man behøver ikke at have været ung i 80'erne eller 90'erne, men man skal ville konceptet, siger Dennis Kronborg.

Et koncept, der altså byder på diskokugler, glitter, bimlende lys og en snert af nostalgi, som arrangørerne bruger en del tid på at skabe.

- Det tager tid at arrangere og pynte op. Så vi er trætte om søndagen. Men når trætheden har lagt sig, kigger vi alligevel altid på hinanden og siger: 'lad os gøre det igen', griner Dennis Kronborg.


Da Hans og Karins læge gik på pension, så det sort ud - men nu er der håb igen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hans Rasmussen og Karin Lyng Rahbek kan måske få egen læge i byen igen. En ny aftale skal tvinge læger ud i yderområderne.

Karin Lyng Rahbek og Hans Ramussen er 77 og 78 år. De har haft den samme læge i 50 år, men sidste år gik lægen på pension, og siden da har de stået uden egen læge. 

- Vi har mistet vores gamle lægehus, hvor vi havde en læge, der vidste, hvem vi var, hvad vores problemer var, og hvad vi havde brug for, siger Karin Lyng Rahbek.

De har været vant til, at det var det samme ansigt, som de fortalte deres sundhedsproblemer til, men nu er det en anden sag. 

De seneste år har de været tilknyttet en regionsklinik, hvor de har mødt forskellige læger, hver gang de har været der. 

- Det har været meget utrygt. Vi håber sådan, at vores lægehus i Vestervig kommer tilbage, siger Hans Rasmussen. 

Måske snart ny læge til byen 

Men nu er en ny læge måske snart på trapperne til Karin og Hans. 

En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner skal nemlig tvinge læger ud til de områder, hvor der er allerstørst behov for det - og det er noget, som falder i rigtig god jord hos Karin Lyng Rahbek og Hans Ramussen, der mener, det har stor betydning at have en personlig læge. 

- Lægen ved, hvordan man har det og kan tolke det, man siger, på den rigtige måde. Og jeg har oplevet, i hvert fald to gange, hvor det simpelthen har reddet mit liv, at lægen vidste, hvad det var, der var galt, og kunne tolke mine udsagn, siger Hans Rasmussen. .

Helt konkret betyder det, at der kun kan placeres nye lægekapaciteter i Thisted og Morsø, samt 15 andre kommuner på landsplan, hvor det er vurderet, at behovet for læger er størst.

- Det vil betyde stor tryghed i min dagligdag. Jeg nærmer mig snart de 80, og når man i forvejen har nogle skavanker, så er det rart med en læge, der kender en, siger Hans Rasmussen.