Ellemann trækker sig som gruppeformand - Karsten Lauritzen er bedste bud på hans afløser

Venstre udpeger ny gruppeformand på tirsdag.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, afgav torsdag formiddag posten som gruppeformand i partiet.

Hvem, der skal efterfølge ham, er endnu ikke offentliggjort, men både TV2's politiske redaktør, Troels Mylenberg, TV2's politiske analytiker Hans Redder og politisk kommentator Hans Engell peger på, at det bliver Karsten Lauritzen.

- Karsten Lauritzen er allerede gruppenæstformand, og han var allerede kandidat til posten, før Ellemann-Jensen tog den, siger Troels Mylenberg.

Det naturlige valg

Ifølge Hans Engell er valget af Lauritzen naturligt:

- Der vil være bred opbakning til Karsten Lauritzen, men også en forventning om, at han deler sol og vind lige i partiet.

Jakob Ellemann-Jensen vil ikke selv sige, hvem han selv peger på, men svarer følgende til, om Lauritzen ikke er det oplagte valg:

- Det kunne han være. Jeg synes, at han har været en fremragende gruppenæstformand, så det vil han sikkert være glimrende til, siger Jakob Ellemann-Jensen til Ritzau.

Udnævnelsen af en ny gruppeformand vil ske på tirsdag, og her er det også Hans Redders opfattelse, at det bliver Karsten Lauritzen, som bliver kronet.

Men det bliver formentlig ikke kun gruppeformandsposten, der bliver ændret ved, siger Hans Redder:

- Jeg hører, at der også er andre ordførerposter, der er i spil. Posen skal rystes, sagde en kilde til mig for kort tid siden.

Skal undgå nye fløje

Gruppeformandsposten har størst betydning på de indre linjer i et parti. Især i de store partier – Venstre og Socialdemokratiet.

Gruppeformandens opgave er blandt andet, at gruppen arbejder sammen om den linje, som formanden udstikker, siger Hans Redder.

- Venstres gruppeformands vigtigste opgave i den nærmeste tid bliver, at der ikke opstår nye fløje i partiet, som man tidligere har set.

Hverken Troels Mylenberg, Hans Engell eller Hans Redder mener, at det er overraskende, at Ellemann opgiver posten - men Engell undrer sig dog en smule over timingen.

- Tidspunktet er måske ikke det bedste, for Ellemann er blevet angrebet i den seneste tid fra flere sider. Omvendt står man over for en sommer, hvor der er en del arbejde forbundet med gruppeformandsposten, og derfor giver det mening, at Ellemann nu kan koncentrere sig om politik frem for praktik.


Seneste nyt

fra Nordjylland