Vejret i dag bliver ligeså smukt som i søndags. Foto: Tove Skipper / Privatfoto

Fantastisk fredag: Her får du både fuld sol og svag vind

Tør og klar luft strømmer ned over Danmark fra nord og giver en smuk fredag med masser af sol.

I samarbejde med tv2.dk

Find endelig solbrillerne frem, for vi har taget hul på en dag med fuld sol og stort set skyfrit vejr i hele landet - og så har man endda også udsigt til svage vinde mod vest.

Det er jyderne og til dels fynboerne, som har udsigt til det absolut bedste fredagsvejr, hvis man er til både sol og behagelige vindforhold, mens alle får en smuk dag rent vejrmæssigt.

Allerede fra morgenstunden er det klart i hele landet med svage vinde i det meste af Jylland og på Fyn, og dagen igennem får man en svag til jævn vind på de kanter.

Danmark set fra satellit klokken 5.15. Vi ligger i et vejrmæssigt smørhul, hvor skyerne er henholdsvis øst og vest for os. Foto: NOAA / TV 2 VEJRET

 Fra Storebælt og østpå vil det generelt være lidt mere blæsende med en let til frisk vind, og først på dagen har man stedvis en hård vind ved vest- og nordvendte kyster.

De friskere vinde mod øst er resterne af torsdagens blæsevejr, som gav vindstød af stormende kuling flere steder, men også opklaring fra nord.

Luften strømmer ned over os fra Norge, og er knastør, og derved kan vi være sikre på stort set skyfrit vejr i dag.

Det flotte vejr fortsætter lørdag, mens der kommer flere skyer søndag - men generelt har vi taget hul på en lang række af dage med pænt vejr for årstiden.