Flot solskinsvejr venter store dele af landet lillejuleaftensdag
Flot klart vejr i Aabybro lillejuleaften. Foto: TV2 Nord
Der er – især i Jylland – risiko for glatte veje på en smuk solskinsdag.
Det er normalt den mindst lyse tid her lige omkring vintersolhverv, men allerede i dag føles det som om, at der kommer meget mere lys igennem.
I formiddagstimerne bryder solen igennem i større og større dele af Jylland, mens det endnu er skyet vejr i øst. Vær opmærksom på, at vejene fortsat kan være under frysepunktet, selvom temperaturen i luften i hele landet stiger til mellem 2 og 6 grader.
I de sydlige egne kan der lokalt komme en let regnbyge, men langt de fleste ser ikke en eneste dråbe vand fra skyerne i dag.
Eftermiddagen bliver solrig i Jylland og på Fyn, og det begynder også at klare op i det østlige Danmark. Vinden vil være let til jævn fra nord og nordvest.
Solen går ned før klokken fire i hele landet, og med klart vejr vil temperaturen igen falde.
I aftentimerne kan der desuden begynde at dannes tåge i Nordjylland, hvor temperaturen også falder til under frysepunktet. Vær derfor ekstra opmærksom i trafikken, som også er tæt på grund af julen.
I løbet af aftenen ventes vejtemperaturerne under frysepunktet i det meste af landet.