Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fødevareministeriet lagde pres på: - I bliver nødt til at sætte i gang med aflivningerne

Fødevareministeriet bad Fødevarestyrelsen sætte gang i aflivningerne af mink, og det skulle fremgå af brevet til minkavlerne, at de bare skulle starte, viser intern mail. Foto: TV 2 Grafik / Ritzau Scanpix

TV 2 er i besiddelse af intern mail om minkaflivninger. Den er "endnu et søm i ligkisten" og viser, at der var stærkt pres oppefra, siger eksperter.

Selv om Fødevareministeriet vidste, at der ikke var lovgrundlag til at aflive alle mink i Danmark, forsøgte ministeriet alligevel at lægge pres på styrelsen for at få sat hurtigt gang i aflivninger af mink uden at tage nogen forbehold for lovproblemet.

Det viser en intern mail, som TV 2 er kommet i besiddelse af.

To dage efter at statsminister Mette Frederiksen (S) på et historisk pressemøde beordrede alle landets mink aflivet, sendte Fødevareministeriet 6. november en mail til Fødevarestyrelsen om, at det hastede med at få aflivet minkene.

- I bliver nødt til at sætte i gang med aflivningerne, inden der er talt op. Både på smittede og ikke-smittede besætninger. Det skal fremgå af vedlagte (brev til minkavlerne, red), at de bare skal starte, skrev Fødevareministeriet i mailen til Fødevarestyrelsen.

På det tidspunkt vidste både ministeriet og styrelsen, at der ikke var lovgrundlag til at kræve alle landets mink aflivet. Det viser regeringens egen redegørelse over forløbet.

Men intet sted i mailen tog ministeriet forbehold og skrev, at styrelsen kun skulle sætte gang i aflivningerne inden for de såkaldte smittezoner, hvor lovgrundlaget var på plads.

De nye oplysninger er problematiske, vurderer eksperter.

- Det er endnu et søm i ligkisten, siger juraprofessor Kristian Cedervall Lauta fra Københavns Universitet.

Sæt i gang – også uden containere til døde mink

Dele af mailen omtales i regeringens redegørelse over forløbet, og TV 2 kan nu fremlægge mailen i sin fulde form.

Mailen var en del af en korrespondance mellem ministeriet og styrelsen om, hvad der skulle stå i et brev, som landets minkavlere skulle modtage. Brevet til minkavlerne var vedhæftet med titlen 'Aflivning alle mink fvst.dk (...) docx'.

Af mailen fremgår det, at det skulle gå så stærkt med at få gang i aflivningerne, at det ikke var sikkert, at der kunne nå at forberedes containere til de døde mink inden.

- Så må vi i løbet af i dag og i morgen sikre, at NOST’en (Den Nationale Operative Stab, red.) kan komme ud og hente minkene, hvis ikke de når ud med en container inden, skrev ministeriet til styrelsen.

I løbet af fredag 6. november blev udkastet til brevet til minkavlerne sendt frem og tilbage mellem Fødevarestyrelsen og Fødevareministeriet. Ministeriet havde rettelser, og styrelsen ændrede i brevet, står der i regeringens redegørelse.

Senere samme dag modtog minkavlerne brevet, hvori der stod, at alle mink skal aflives. Det gjaldt også minkene uden for smittezonerne, som der ikke var lovhjemmel til at kræve aflivet. Til de avlere stod der blandt andet:

- Aflivningen af alle mink (også avlsdyr) skal være overstået den 16. november 2020. Du skal derfor begynde på aflivning og pelsning af besætningen hurtigst muligt.

Efterfølgende kom det til frem til offentligheden, at der ikke var lovgrundlag til at kræve mink aflivet uden for smittezonerne.

Fødevarestyrelsen beklagede og forklarede, at det blot var en opfordring og altså ikke et påbud om at aflive alle mink.

Eksperter: Stærkt pres oppefra

Mailen fra ministeriet viser, at der var et meget stort fokus på tempo og et meget lille fokus på lovgrundlaget dagene efter pressemødet, vurderer eksperter.

Både ministeriet og styrelsen havde ellers kendt til lovproblemerne i mindst to dage på det tidspunkt, viser regeringens redegørelse.

- Den her mail understreger, at der utvivlsomt var et stærkt pres på Fødevarestyrelsen om at få iværksat den udmelding, som statsministeren var kommet med på pressemødet. Der var et stærkt pres oppefra på handling, og det skulle gå stærkt, siger professor i forfatningsret Frederik Waage fra Syddansk Universitet.

Fødevareministeriet skrev ikke direkte i mailen til Fødevarestyrelsen, at styrelsen skulle sætte gang i aflivningerne både inden for og uden for smittezonerne, hvilket der ikke var lovhjemmel til.

Men den skrev heller ikke, at styrelsen kun skulle sætte gang i aflivningerne inden for smittezonerne, som der udelukkende var hjemmel til.

Det er problematisk, at ministeriet lagde pres på for at komme hurtigt i gang med aflivningerne uden samtidig at nævne lovproblemet eller tage nogen forbehold og gøre det klart over for styrelsen, at der kun skulle sættes i gang inden for zonerne, vurderer Frederik Waage.

- Den formulering fra ministeriet indeholder jo ingen forbehold. Det er et problem, at hjemmelsproblematikken ikke omtales, når ministeriet fuldt ud var klar over, at aflivning uden for zonerne var ulovlig, siger han.

Juraprofessor Kristian Cedervall Lauta er enig i, at ministeriet burde have taget forbehold for, at der ikke var hjemmel til at aflive alle mink.

- Når man i dette tilfælde faktisk er opmærksom på, at den fornødne lovhjemmel mangler, bør man selvfølgelig gøre opmærksom på det. Det er et helt grundlæggende retsstatsligt princip, at der kun forvaltes i overensstemmelse med gældende ret. Første dag embedsfolk starter i forvaltningen, får de at vide, at regel nummer et er, at der skal være hjemmel i loven til det, man gør, siger han.

Eftersom Fødevarestyrelsen også var opmærksom på, at der ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet, burde den også have sagt fra og taget højde for det i brevet til minkavlerne, påpeger Frederik Waage og Kristian Lauta.

- Men det er klart, at jo flere gange styrelsen får at vide, at de skal gøre det – selv efter de alle er blevet opmærksom på hjemmelsproblemet – jo mere oplagt er det, at de føler sig presset til at gøre det, uanset om der er en hjemmel eller ej, siger han.

Ministerium og styrelse afviser at svare

Den nye fødevareminister Rasmus Prehn (S) og Fødevareministeriet afviser at kommentere sagen.

TV 2 ville blandt andet gerne have svar på, hvorfor ministeriet ikke tog forbehold og gjorde det klart over for Fødevarestyrelsen, at der kun skulle sættes gang i aflivninger inden for smittezonerne, og om ministeriet bevidst forsøgte at få styrelsen til at sætte gang i aflivning af alle mink, velvidende at der ikke var lovhjemmel til det.

- Folketingets partier er blevet enige om, at forløbet omkring håndteringen af Covid-19-smitte i danske mink skal undersøges i en granskningskommission. Af respekt herfor har ministeriet ikke yderligere kommentarer, skriver Fødevareministeriet i en mail til TV 2.

TV 2 har blandt andet spurgt Fødevarestyrelsen, hvorfor styrelsen ikke selv tog forbehold for den manglende lovhjemmel i brevet til minkavlerne, og om det var styrelsens oplevelse, at ministeriet pressede styrelsen til at sætte gang i aflivning af alle mink, selv om det var ulovligt.

Fødevarestyrelsen afviser at svare på spørgsmålene og henviser ligesom ministeriet til, at en kommission skal undersøge sagen.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.