Forsker advarer og efterlyser nye restriktioner i Danmark: - Muteret virus er som en helt ny sygdom
Den nye muterede virusvariant er 50-70 procent mere smitsom end den oprindelige coronavirus. Nye restriktioner kan være på vej.
Man skal betragte den nye muterede og mere smitsomme variant af coronavirussen som en helt ny sygdom, der nu spreder sig i befolkningen.
Det vurderer Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, efter Statens Serum Institut lørdag meldte ud, at omkring 800 personer i Danmark formentlig er smittet med den nye mutation.
En ny rapport fra SSI viser nemlig, at der nu er påvist 86 tilfælde af virusvarianten her i landet. Men fordi det kun er 11 procent af de positive prøver, der er blevet analyseret, forventes det, at antallet af smittede personer er ni gange højere. Det svarer til 774.
Meget lidt immunitet i befolkningen
Viggo Andreasen siger, at man skal tænke den nye variant som en ny sygdom, der kan starte en pandemi på linje med den coronavirus, verden har forsøgt at bekæmpe i et års tid.
- Vi har så lidt immunitet i den danske befolkning, at det svarer til, at der kommer en ny sygdom og spreder sig, siger han.
Statens Serum Institut forventer, at den nye virusvariant kan blive den dominerende smittestamme i løbet af de kommende måneder. Det kan den ifølge Viggo Andreasen, fordi den smitter mere end den oprindelige virus. Forskere vurderer, at den kan være 50-70 procent mere smitsom.
Hvis vi har et kontakttal på omkring én, smitter hver person en. Den nye virus skal leve under de samme restriktioner, så lige nu smitter hver person cirka halvanden.
- Og da der er omkring to generationer af virussmitte på en uge, skal vi forvente, at hver smittet med den her type virus når at smitte to. Sygdommens hyppighed fordobles altså i løbet af en uge, siger Viggo Andreasen.
Nye restriktioner
Han hæfter sig ved, at det ser ud til, at den tid, der går, fra man bliver smittet, til man smitter andre med den nye variant, er den samme som med det oprindelige. Det er vigtigt for smitteopsporingen, hvilket ifølge Viggo Andreasen er en af de eneste måder, vi kan få styr på den.
Når knap 800 måske allerede er inficeret, er inddæmningsstrategien ikke en mulighed, fortæller han.
Et andet middel for at begrænse smittespredningen er nedlukningen af samfundet, som gradvist i december blev genindført. Men ifølge Viggo Andreasen er de nuværende regler ikke nok.
- Min klare vurdering er, at man bør lave nye restriktioner lige nu og her, siger han.
I SSI’s nye rapport om virusvarianten siger overlæge og konstitueret faglig direktør i SSI Tyra Grove Krause, at spredning med en mere smitsom virusvariant også kan føre til en stejlere epidemikurve med et højere toppunkt.
- Det nye virus vil sikkert fortsætte med at sprede sig, og det vil betyde, at vi skal styrke vores smitteforebyggende tiltag eller fastholde dem i længere tid for at holde epidemien under kontrol, siger hun.
Men selvom virusvarianten er mere smitsom og kan føre til flere nedlukninger, er der imidlertid intet, der tyder på, at vaccinen ikke skulle forebygge smitten.
Spredt sig til flere lande
Mindst 20 lande har nu konstateret tilfælde af den muterede coronavirus.
Alene i Europa er den opdaget i Storbritannien, Irland, Holland, Belgien, Frankrig, Tyskland, Schweiz, Italien, Spanien, Finland, Sverige, Norge, Island og altså Danmark.
Derudover er mutationen konstateret i lande som Canada, Australien, Israel, Libanon og Japan.