Første udlandsdansker ramt af nye regler - kan ikke flytte hjem med familien
Efter at have boet i Danmark det seneste år, er en familie fra Vodskov som de første nogensinde blevet ramt af nye regler om familiesammenføring. Selvom hendes mand og børn er danske statsborgere, skal Quynh Doan den 10. juni rejse tilbage til USA. Hun er marketingsdirektør, han er forsker og astrofysiker. De har råd til at bo i Danmark uden nogen former for forsørgelse. Men på grund af manglende tilknytning til Danmark, kan den drøm ikke blive til virkelighed.
Efter 20 år i USA ville dansk astrofysiker vende hjem med familien. Men hans amerikanske kone kan ikke få lov til at følge med.
En dansk-amerikansk familie i Nordjylland er den første familie, der bliver ramt af de nye strammere regler for udlandsdanskere, der ønsker at vende tilbage til Danmark med familien.
Familien har fået besked på, at moderen skal forlade Danmark senest den 10. juni.
Den danske astrofysiker Uffe Hellsten har boet og arbejdet i USA i 20 år. Sidste år vendte han hjem til Danmark med sin kone Quynh Doan, der er amerikansk statsborger, og parrets to børn på fem og syv år, der begge er danske statsborgere.
Men ifølge nye regler kan den amerikanske ægtefælle ikke få opholdstilladelse i Danmark.
- Jeg var fuldstændig lamslået og fortvivlet. Hvad har man tænkt sig vi skal gøre? Skal vi så hurtigt sætte dette hus til salg igen? Sådan lydet det fra Uffe Hellsten.
- Jeg var mest chokeret. Jeg følte mig afvist, men det var mest sorg. Jeg var også ked af det på Uffes vegne, der ønskede at komme hjem. Vi talte om det, som om han var blevet sparket ud af sit eget hjemland, supplerer Quynh Doan.
Parret er ofre for en regelændring, der har fjernet den såkaldte 26-års regel, når det gælder familiesammenføringer med en ægtefælle udenfor EU.
Familiesammenføringsreglerne sætter stramme grænser for, hvem der kan få sin ægtefælle til Danmark. Men netop af hensyn til udlandsdanskere havde man lavet en undtagelse, der sagde, at hvis man havde været dansk statsborger eller boet i Danmark i mindst 26 år, så kunne man godt få lov til at flytte til Danmark med sin familie.
Den undtagelse blev underkendt for et år siden, fordi Menneskerettighedsdomstolen afgjorde, at den var et udtryk for forskelsbehandling.
Frem for at lempe for reglerne for familiesammenføring valgte regeringen derefter at fjerne 26-årsreglen.
Det skete samtidigt med, at Uffe Hellsten flyttede familien til Danmark og indsendte en ansøgning om, at hans kone kunne få lov til at bo i landet. Han havde på forhånd sat sig ind i reglerne, så han forventede ingen problemer i den anledning.
Men netop samme dag som han sendte ansøgningen af sted, så han i medierne integrationsminister Inger Støjberg udtale, at Danmark fremover ville se bort fra 26-årsreglen. Det gav en lille frygt for, at der kunne opstå problemer, men det var under alle omstændigheder for sent at lave flytningen om.
- Hvis den nye regel var blevet ændret året før, i 2015, så havde vi ikke turde sælge vores hus og flytte, før der var kommet en vis afklaring. Det ville være risikabelt for os, siger han i dag.
Brevet fra Udlændingestyrelsen kom fuldstændigt uventet for familien. Og Uffe Hellsten siger i dag, at han stadig har et håb om, at sagen skal løse sig.
-Jeg håber tingene løser sig. Jeg er måske trods alt optimist, men jeg ved ikke hvad jeg har at have det i, siger han.
Der er over 200.000 udlandsdanskere. Ifølge foreningen Danes Worldwide, kan mindst 10.000 af dem komme i de samme problemer som Uffe Hellsten og hans familie.
Regeringen vil om kort tid lave en ny undtagelse fra reglen om familiesammenføring for højtlønnede udlandsdanskere. Men den regelændring vil ifølge Danes Worldwide ikke løse problemet for de 22 procent af udlandsdanskerne, der er selvstændige, eller de ni procent, der er pensionister.
Uffe Hellsten og Quynh Doan har nu klaget til Udlændingenævnet over afgørelsen.