Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Grænsekontrol oppe om et par dage – det vil det betyde

Hvad betyder lukningen af grænserne, og hvordan kommer kontrollen til at foregå? Få svarene herunder.

I samarbejde med tv2.dk

Fra lørdag 14. marts vil de danske grænser lukke.

Det sker for at mindske risikoen for, at endnu flere danskere bliver smittet med covid-19.

Det fortalte statsminister Mette Frederiksen (S), justitsminister Nick Hækkerup (S), udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og rigspolitichef Thorkild Fogde på et pressemøde fredag aften.

- Alle turister og udlændinge, der ikke kan bevise, at de har et anerkendelsesværdigt formål i Danmark, får ikke lov til at komme ind i Danmark. Danskere vil altid få lov til at komme ind i Danmark, sagde Mette Frederiksen.

Hvornår og hvor længe?

  • Grænsen lukker fra lørdag 14. marts klokken 12.00.
  • Grænsen vil være lukket frem til 13. april.

Hvad betyder det?

  • Alle turister og udlændinge skal bevise, at de har en gyldig grund til at besøge Danmark.
  • Alle danskere kan altid komme ind. Det gælder også udlændinge, der arbejder, skal levere varer eller besøge alvorligt syge slægtninge. Et almindeligt familiebesøg er ikke et anerkendelsesværdigt formål.
  • Fødevarer og medicin kan komme ind i landet, da godstransport ikke vil være omfattet af forbuddet.
  • Fokus vil primært være på Tyskland og Sverige – i mindre grad Norge.
  • Der vil være hel eller delvis lukning af nogle fly-, færge- og togruter.
  • Danskere, som er bosat i udlandet må gerne blive, men danskere på ferie opfordres til at komme hjem nu.

Hvordan vil det se ud?

  • Forsvaret og politiet vil være til stede ved grænserne. Fuld kontrol forventes om et par dage.
  • Der forventes bilkøer ved grænserne og lange køer ved paskontrollen i lufthavne.

801 danskere smittet

Udbruddet af coronavirussen SARS-COV-2 begyndte på et marked med dyr i den kinesiske by Wuhan, hvor der bor 11 millioner indbyggere. Første smitte blev noteret 31. december 2019.

11. marts erklærede WHO udbruddet af SARS COV-2 og covid-19 for en pandemi, hvilket bruges, når en smitsom sygdom udbredes over en hel verdensdel eller flere verdensdele.

WHO meddeler fredag eftermiddag, at 5000 mennesker på verdensplan har mistet livet som følge af covid-19.

Fredag eftermiddag oplyser Sundhedsstyrelsen, at 801 personer i Danmark har fået konstateret covid-19, mens 3998 er blevet testet for det. 23 er indlagt. Heraf er fire personer indlagt på intensiv - to af dem er i kritisk tilstand.

Antallet af smittede kan dog være højere, da myndighederne 12. marts ændrede strategi og ikke længere tager prøver på alle potentielt smittede, men kun på dem, der udviser alvorlige symptomer. Myndighederne gik altså fra en inddæmningsstrategi til en afbødningsstrategi.