Her er støvsuget for singlekvinder: Men man stjæler ikke vennens kæreste
Det har i mange år været et problem, at unge kvinder flytter fra landet til storbyen, siger ekspert.
Ved Vester Vandet i den nordjyske landsdel Thy leder 25-årige Jonas Larsen efter en at dele livet med. Han er ung, charmerende og veluddannet, men alligevel synes drømmen om kernefamilien langt væk.
For på landet er der støvsuget for unge singlekvinder.
- Man er nærmest nødt til at stjæle en pige fra sin nabo eller ven, hvis man selv vil have en. Og selvfølgelig stjæler man ikke sin vens kæreste, siger Jonas Larsen.
Sammen med tre andre jyske mænd søger han nu kærligheden på tv i den nye sæson af TV 2-programmet 'Kærlighed hvor kragerne vender'.
Jonas Larsen på 25 år er vokset op i en kernefamilie med mor, far og tre børn. Han drømmer selv om det samme.
Alle fire mænd er bosat nær Thy, to af dem i Thisted Kommune i Nordjylland.
Thisted Kommune er en af de udkantskommuner, der har en skæv fordeling af unge mænd og kvinder. I 2020 var der 19,5 procent flere mænd end kvinder i alderen 20-29 år i kommunen, viser tal fra Danmarks Statistik.
Kærlighed hvor kragerne vender
I TV 2s datingprogram møder vi fire nordjyder, der forgæves har søgt efter kærligheden på deres hjemstavn, hvor de unge kvinder er i undertal.
Nu får de muligheden for at charmere 22 singlekvinder fra hele landet og overbevise dem om landsbylivets glæder.
Først mødes de med kvinderne på speeddate. Herefter snævres feltet ind, og til sidst ender hver mand forhåbentlig med én kvinde.
Se ’Kærlighed hvor kragerne vender’ hver onsdag på TV 2 eller når du vil på TV 2 PLAY.
Pigerne søger mod byen
De fire nordjyder er billedet på virkeligheden længst væk fra storbyerne, siger Christian Groos, som er kønsforsker og antropolog ved Roskilde Universitet.
Ifølge ham har kvinder i mange år søgt mod byen, fordi der her er bedre mulighed for uddannelse og arbejde inden for de traditionelle kvindefag. Mændene derimod bliver oftere tilbage, hvor der er job inden for landbrug og industri.
Den udvikling har konsekvenser, vurderer Christian Groos.
- Mændene har ringe mulighed for at finde en partner, og det skaber stor konkurrence om de kvinder, der er. De mænd, der taber det spil og ikke finder sig en partner, kan ende ekstremt ensomme, siger Christian Groos.
I sidste ende kan det betyde, at nogle mænd helt må opgive drømmen om en kernefamilie, eller i hvert fald blive gift og få børn i en meget sen alder, fortæller han.
En partner for livet
Netop det vil Jonas Larsen gerne undgå. Han drømmer om at finde en partner for livet og skabe en familie, men indtil nu har det været svært.
- Jeg har forsøgt mig i lokalområdet, men udvalget er meget småt, og i Thy kender alle hinanden. Jeg vil gerne finde en pige, som mine venner ikke har datet, og det er næsten umuligt, siger Jonas Larsen, der har været single i halvandet år.
Han har desuden forsøgt sig i nattelivet og på datingappen Tinder, men heller ikke her har han haft held med at finde en kæreste.
Derfor prøver Jonas Larsen nu lykken i 'Kærlighed hvor kragerne vender', hvor han får mulighed for at speeddate 22 forventningsfulde singlekvinder fra hele landet.